Et ekstra slag for voksenlærlinge-ordningen
Nu skal borgerne i Jammerbugt Kommune ikke opsøge information om voksenlærlingeordningen – den kommer ud til dem. Fire torsdage i august og september ruller Voksenlærlingekaravanen ud til de fire rådhuse.
Faglærte medarbejdere bliver en efterspurgt gruppe de kommende år. I Jammerbugt Kommune sættes der nu ind med ekstra information om voksenlærlingeordningen i form af ”Voksenlærlingekaravanen”, som de kommende uger tager ud for at møde målgruppen med skiftende base på de fire forvaltninger i henholdsvis Fjerritslev, Brovst, Aabybro og Pandrup.
”I Nordjylland forventes det, at vi allerede i 2030 kommer til at mangle mellem 9000 og 12000 faglærte, så virksomhederne får virkelig brug for al den uddannede arbejdskraft, der kan skaffes. Med voksenlærlingeordningen kan man blive attraktiv arbejdskraft, selvom man har passeret de 25 - og det med løn undervejs. Derfor synes vi, det er værd at slå et ekstra slag for muligheden,” forklarer Martin Østergaard, voksenlærlinge-koordinator i Jammerbugt Kommune.
Med grafisk informationsmateriale tilgængeligt på relevante steder og Voksenlærlingekaravanen – bestående af en delegation fra Job og Velfærd med Martin Østergaard i spidsen, er håbet at nå ud til alle potentielle voksenlærlinge i Jammerbugt Kommune.
Godt og nødvendigt med målrettet information
Næstformand i Job- og Socialudvalget, Mariane Andersen, sætter pris på indsatsen:
"En faglært uddannelse med løn er en rigtig god mulighed for den erfarne ufaglærte medarbejder, den ledige eller den stadigt unge, som er klar til at finde sin rette hylde. I Jammerbugt Kommune vil vi, at de alle skal kende til muligheden, og derfor er det godt med målrettet information, som den der nu rulles ud”.
Flere voksenlærlinge står også på ønskelisten rundt om på virksomhederne i Jammerbugt Kommune. Med ordningen følger et tilskud til lønnen i uddannelsesperioden.
”Vi ser ordningen som en mulighed for både at rekruttere og opkvalificere de dygtige ufaglærte medarbejde, vi allerede har. Voksenlærlinge har vi gode erfaringer med, så vi synes, det giver god mening med en særskilt indsats for at udbrede kendskabet til muligheden,” siger Dorte Lukassen, HR på Scaniro i Fjerritslev.
Mød Voksenlærlingekaravanen
Alle arrangementer afholdes fra kl. 15.30 til 17.00:
- Fjerritslev, Vestergade 3: 27. august
- Aabybro, Toftevej 43: 3. september
- Pandrup, Lundbakvej 5: 10. september
- Brovst, Borgervænget 12: 17. september
Alle er velkomne – både borgere og virksomheder!
Voksenlærlingeordningen er relevant, hvis man er:
- 25 år eller ældre
- Ufaglært eller har en nuværende uddannelse, man ikke har brugt i minimum 5 år
- Ledig med over 26 ugers ledighed
Virksomhederne får tilskud til lønnen.
