Arkivernes Dag i Arentsminde sætter fokus på skolehistorie og lokal kulturarv
Dyk ned i skolens historie - lokalt og nationalt, når Lokalhistorisk Samråd inviterer til ”Arkivernes Dag” i Arentsminde d. 14. november kl. 13.00
Alle med interesse for lokalhistorie er velkomne, når Lokalhistorisk Samråd åbner dørene til dette års udgave af ”Arkivernes Dag” i Arentsminde Lokalhistoriske Arkiv. Årets tema er skolehistorie, og programmet spænder fra de lange historiske linjer til lokale fortællinger fra Jammerbugt-området.
200 års skolehistorie
Dagens hovedforedrag holdes af Charlotte Appel, lektor ved Aarhus Universitet, historiker og forfatter. Under titlen ”Da skolen tog form: Lange linjer i dansk skolehistorie, ca. 1700-1900” tager hun publikum med gennem udviklingen af det danske skolevæsen fra 1700-tallets landsbyskoler til de mere faste skoleformer i 1800-tallet. Foredraget vil være illustreret med billeder og konkrete nedslag i skolehistorien.
Fra Brovst Skole
Senere på eftermiddagen fortæller Birgit Faldgreen, tidligere lærer i Brovst, om sine egne erfaringer fra lærergerningen og giver dermed et lokalt perspektiv på skolens historie og udvikling.
2027-kalender
Som et særligt højdepunkt bliver Lokalhistorisk Kalender 2027 offentliggjort. Kalenderen samler billeder og historier fra hele Jammerbugt Kommune og giver et unikt indblik i områdets rige kulturhistorie. Dagen er gratis, men kræver tilmelding på https://place2book.com/da/sw2/sales/etejx2xq2w
Formand for Lokalhistorisk Samråd, Brian Hyllested, håber på stor opbakning:
"Arkivernes Dag er en oplagt anledning til at blive klogere på vores fælles historie og samtidig opleve det store arbejde, der udføres i de lokalhistoriske arkiver. Vi håber, at mange vil kigge forbi og tage familie og venner med til en spændende eftermiddag."
Program
13.00 – Velkomst ved Brian Hyllested, formand for Lokalhistorisk Samråd
13.30 – Foredrag ved Charlotte Appel: Da skolen tog form: Lange linjer i dansk skolehistorie, ca. 1700-1900
14.30 – 15.00 – Kaffepause
15.00 – Oplæg ved Birgit Faldgreen, tidligere lærer i Brovst
15.30 – Offentliggørelse af Lokalhistorisk Kalender 2027
16.00 – Tak for i dag
Praktiske oplysninger
Dato: Lørdag den 14. november 2026 kl. 13.00
Sted: Arentsminde Lokalhistoriske Arkiv, Langeslund Allé 4, 9460 Brovst
Entré: Gratis deltagelse
Tilmelding: https://place2book.com/da/sw2/sales/etejx2xq2w







