
Tour de Jammerbugt
Tag familien med til Tour de Jammerbugt og oplev fællesskab, bevægelse og sommerstemning i smukke omgivelser. Her kan alle være med – uanset om du vil gå, løbe eller cykle.
Tour de Jammerbugt 2026 er afviklet i Skovsgaard, Hjordtal, Trekroner og Ingstrup. Følg med her på siden og på facebookprofilen Jammerbugt- Ildsjæle gør forskellen, hvor vi i foråret 2027 offentliggør 5 nye etaper.
Hvad er Tour de Jammerbugt?
Tour de Jammerbugt er et gratis motionsløb, som bygger på fællesskab, bevægelse og lokalt ejerskab!
Tour de Jammerbugt er for alle, der gerne vil bevæge sig i fællesskab med andre. Uanset om man er ung eller gammel, om man har lyst til at gå, løbe eller cykle, så kan man være med. Der er ikke tidtagning på startnumre, men du kan aflæse din tid på et opsat ur.
Etaperne planlægges og afvikles af initiativrige foreninger og ildsjæle i de forskellige lokalsamfund i samarbejde med Jammerbugt Kommune.
I perioden 2026-2029 skal Tour de Jammerbugt besøge alle lokalområder i kommunen. Dvs. at målet er, at alle de 24 lokalsamfund med en selvstændig lokal udviklingsplan (LUP) skal være værtsby for en etape i Tour de Jammerbugt.
Skal jeres by være med i 2028

Der er flere gode grunde til at blive "etapeby" i Tour de Jammerbugt. Udover at samle hele lokalsamfundet til en sjov folkefest, så er det også en god anledning til at vise lokalsamfundet frem for potentielle tilflyttere. Det er nemlig etapebyerne, der helt selv bestemmer, hvor gå-, løbe- og cykelruterne skal komme forbi.
Tour de Jammerbugt er også en god anledning til at skabe nye samarbejder og fællesskaber på tværs af lokale foreninger i en samlet "arbejdsgruppe".
Er jeres by interesseret i at blive etapeby i 2028? Så kontakt: Landdistriktskonsulent Mette Fonager, metf@jammerbugt.dk, 4191 1631 Fritidskonsulent Anne Kristensen, aki@jammerbugt.dk, 4191 2064.
Årets etaper afvikles i perioden maj-september.
Hvad kræver det at være etapeby?

Tour de Jammerbugt beror på det lokale ejerskab - derfor er det også lokale ildsjæle i etapebyerne, som selv planlægger og afvikler deres etaper.
Jammerbugt Kommune stiller derimod alt det nødvendige udstyr til rådighed, herunder:
- Målportal
- Startnumre
- Medaljer
- Rutemarkeringsflag
- Tilmeldingsmodul
- Lydudstyr
- Telte, borde og stole (markedskaravanen)
Derudover understøtter og rådgiver Jammerbugt Kommune også gennem hele planlægningsfasen og hjælper til med selve afviklingen af arrangementet. Der indkaldes også til opstarts- og planlægningsmøder.



