Sommerkunstskolen 2021
Sommerkunstskolen er for dig, der er 7-12 år.
Deltag i Kunst & Design, Dans og Vi bygger.
Sommerkunstskolen foregår mandag – fredag kl. 9 – 14 i uge 26 (den første uge af skolernes sommerferie, 28. juni – 2. juli 2021), måske lidt længere fredag, da vi kl. 13.00 forhåbentlig kan holde åbent hus med fernisering og fremvisning af ugens arbejde for forældre, bedsteforældre og søskende.
Undervisningen varetages af professionelle kunstneriske undervisere. Tanken er, at der skal være mulighed for fordybelse og læring – samtidig med at man selvfølgelig har det rigtig sjovt. Læs mere om de forskellige hold på de næste sider. Du finder tilmeldingsinformation nedenfor og det foregår efter først til mølle-princippet – dog med bindende tilmelding og betaling senest 10. juni.
Vi håber at kunne afholde Sommerkunstskolen, selvom covid-19 fortsat er en del af vores liv. Vi følger naturligvis de til den tid gældende retningslinjer og hvis vi alligevel bliver nødt til at aflyse, får I deltagerbetalingen retur. Vi laver som udgangspunkt holdene lidt mindre i år, men opretter venteliste, som kan få plads, hvis retningslinjerne kan rumme det.
Der er plads til 24 børn i alt på KUNST & DESIGN (I bliver delt op i to grupper), 12 børn på DANS samt 12 børn på VI BYGGER. Det koster 400 kr. at deltage i Sommerkunstskolen.
Tilmeldingen er bindende og du betaler ved tilmelding.
Inden afvikling af Sommerkunstskolen får du en mail med lidt praktisk information.
God fornøjelse med Sommerkunstskolen 2021.
Vi glæder os til at se dig!