You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Informeret samtykke

Orientering om regler og retningslinjer vedrørende informeret samtykke når et barn skal behandles hos tandlægen.

Tandplejen skal have forældrenes accept, inden vi behandler et barn. Det hedder samtykke.

Tandplejen kan uden samtykke fra forældrene:

  • Indkalde børn i klassen til undersøgelse.
  • Foretage undersøgelser (dog kræver røntgenundersøgelse samtykke).
  • Give mundhygiejneinstruktion.
  • Foretage afpudsning og tandrensning. 

Tandplejen kan på baggrund af et generelt samtykke fra forældrene gennemføre: 

Generelt samtykke betyder, at man som forældre giver lov til, at Tandplejen fremadrettet må tage røntgenbilleder og foretage fluorbehandlinger, når det er nødvendigt, på barnet/den unge.

Generelt udtrykkeligt samtykke kan gives til følgende to behandlinger: 

1. Fluorbehandlinger

  • Formål: Fluorbehandlinger anvendes for at undgå huller i at opstå og/eller medvirke til at standse udviklingen af huller i tænderne. Hvis der ikke foretages fluorbehandling af tænder på børn i høj risiko for at få huller eller har begyndende huller, vil udviklingen af huller fortsætte.
  • Der er ingen risiko for komplikationer, dog kan der forekomme irritation af følsomme slimhinder.
  • Der findes forskellige fluorbehandlingsmetoder, så det er meget få børn, der ikke kan fluorbehandles.
  • Fluorbehandlinger foretages overvejende af klinikassistenter.

2. Røntgenundersøgelser

  • Formål: Røntgenundersøgelser anvendes som hjælpemiddel ved tandundersøgelser og til kontrol af sygdomsudvikling mv.
  • Hvis der ikke tages røntgenbilleder ved behov, vil der være huller eller andet, der ikke opdages, og der vil derfor være risiko for at en behandling ikke iværksættes i tide.
  • Der er ingen risiko for komplikationer og bivirkninger.
  • Ved røntgenundersøgelse er den typisk stråle dosis 0,01 mSv (stråledosis måles i enheder kaldet mSv). I Danmark har man beregnet, at hver indbygger pr. år i gennemsnit må modtage 4 mSv om året fra naturlig og menneskeskabt stråling herunder indgår medicinsk stråling. Vi arbejder generelt med så små stråledoser, at Statens Institut for Strålehygiejne (SIS) anbefalede, at tandlæger ikke længere behøver at anvende blyforklæder og hageskærme til patienterne fra og med april 2007.

Et generelt samtykke kan gives skriftligt eller mundtligt. Samtykke kan på ethvert tidspunkt tilbagekaldes.

Tandplejen skal indhente samtykke til alle øvrige tandbehandlinger.

Der skal gives en fyldestgørende og forståelig information før samtykke gives af forældrene til behandlingen. 

Er barnet/den unge fyldt 15 år, kan han/hun selvstændigt tage stilling til behandlingen.

I er altid velkomne til at kontakte Tandplejen, hvis I er i tvivl om ovenstående.