Mandag d. 29. september kl.15 var en bred palet af aktører samlet i Sport- og Kulturcenter Brovst. Fælles havde de ønsket om at hjælpe gruppen af udsatte unge i Jammerbugt Kommune. Derfor var de mødt op til lokalt kick-off for ”Ungeløftet” - regeringens initiativ til at støtte gruppen af unge, som står udenfor både uddannelse og arbejdsmarked. På landsplan tæller denne gruppe 43.000 unge - i Jammerbugt Kommune cirka 350.
”Vi samles i dag om en sag, som betyder meget for fremtiden, som rummer store udfordringer, men også store muligheder - nemlig de unges ve og vel”, indledte borgmester Mogens Christen Gade.
Han understregede, at engagementet i Ungeløftet fra Jammerbugt Kommunes side er helt afhængigt af samarbejdet med virksomheder, foreninger og uddannelsessteder:
”Som borgmester har jeg ofte gentaget den lille peptalk: ”Vi kan, vi vil, vi gør det.” Men det gælder altså kun, hvis ”vi” er flere. Uden jer, der kan åbne dørene til en praktikplads, et fritidsjob, et foreningsfællesskab, kan vi ikke lykkes. Det behøver ikke være de store forkromede løsninger. Det kan være pladsen til én ung i jeres virksomhed, én ung i jeres forening, som kan gøre forskellen mellem at miste modet – og at finde fodfæste”.
For at hjælpe denne gruppe af unge må vi have foreninger og virksomheder i lokalsamfundet med
Minister: Vi kan ikke løse alt med penge og politik
Tidligere beskæftigelsesminister og nuværende skatteminister, Ane Halsboe-jørgensen blev forhindret i at møde op på grund af et defekt fly, men deltog online med en opfordring til at støtte op om Ungeløftet.
Hun ridsede situationen op med det stigende antal unge udenfor arbejde og uddannelse, som står særlig skarpt på baggrund af den faldende arbejdsløshed.
”Vi kan ikke løse alt med penge og politik. For at hjælpe denne gruppe af unge må vi have foreninger og virksomheder i lokalsamfundet med,” understregede hun.
Økonomidirektøren: Vi har en forpligtelse
For Thomas Jepsen, CFO i Godik Materialeudlejning, der beskæftiger cirka 300 medarbejdere, er rummelighed et must:
"Vi har en forpligtelse til at få de unge ind, i stedet for at de ender et håbsløst sted. Ofte er det så lidt, der skal til," lød overbevisningen fra økonomidirektøren, der roste kontakten til Jammerbugt Kommunes jobcenter og vækstafdeling.
”De er opsøgende på den gode måde og henvender sig, når der er nye ordninger og lignende. På den måde bliver vi løbende holdt opdateret og hele tiden mindet om at have eventuelle jobåbninger i baghovedet”.
Jeg opdagede, at det kunne jeg faktisk sagtens. Jeg arbejder stadig 37 timer og har det godt i min hverdag, som den er nu
Ung med job: Det kunne jeg sagtens
For Mikkel Østergaard Madsen, en af deltagerne i den paneldebat, der fulgte de indledende taler, blev det netop rummelighed, som fik ham videre.
”Jeg havde gået et år, efter at jeg var blevet færdig med HF. Jeg havde søgt alt muligt, men der var ingen som vendte tilbage. Så blev jeg kontaktet af en rådgiver fra kommunen som formidlede kontakt til Brovst Apotek, hvor jeg begyndte som servicemedarbejder i maj,” fortalte Mikkel.
Han var på det tidspunkt i tvivl om, hvor mange timer, han kunne klare, men sagde ja, da han fik tilbudt fuld tid.
”Jeg opdagede, at det kunne jeg faktisk sagtens. Jeg arbejder stadig 37 timer og har det godt i min hverdag, som den er nu,” lød status.
Kick-off arrangementet blev afsluttet med en underskriftsseance, hvor de fremmødte aktører fik mulighed for at sætte navn på en erklæring om at støtte op om Ungeløftets målsætning.
Fakta om Ungeløftet
- Ungeløftet er sat i søen af regeringen https://ungeloeftet.dk/ og er målrettet de cirka 43.000 unge i Danmark, som står udenfor både job og uddannelse. Heraf bor cirka 350 i Jammerbugt Kommune
- Via Ungeløftet er der afsat cirka 4,5 millioner til indsatsen i Jammerbugt Kommune.
- I Jammerbugt Kommune bliver "Ungeløftet" en samlende indsats for flere samarbejder og aktiviteter, der relaterer sig til udsatte unge - for eksempel også Trygfondens "Alle unge med", der har som mål at flere 13-17-årige skal have et fritidsjob. Jammerbugt Kommune er i forbindelse med "Alle unge med" tildelt 5,4 millioner i årene 2026-28
- Også de mange nye samarbejder mellem kommune og virksomheder, som følger af den nye juniormesterlære-ordning, bliver en del af Ungeløftet.
- Fra Jammerbugt Kommunes side bliver nye opgaver og forløb med gode erfaringer fra IPS-metoden (Individuelt Planlangt job med Støtte). Her skræddersys forløbene til den enkelte, som efterfølgende bliver fulgt tæt af sin kontakt/sagsbehandler.
Læs mere på https://ungeloeftet.dk/









