Virksomhederne trives i Jammerbugten

Virksomhederne har givet deres mening til kende. Og de er rigtig godt tilfredse med erhvervsklimaet i Jammerbugt Kommune, som på landsplan rangerer som nr. 19.

Det er DI, der igen i år har foretaget en tilfredshedsundersøgelse af den service og de forhold, kommunerne byder de lokale virksomheder. 96 kommuner har deltaget i undersøgelsen og i Jammerbugt Kommune oplever virksomhederne den hidtil største overordnede tilfredshed med erhvervsvenligheden siden undersøgelsens start i 2010. Samtidig går kommunen to pladser frem i den samlede stilling til en plads som den 19. bedste erhvervskommune i Danmark. 

Årsagen til fremgangen skyldes blandt andet de forbedringer, der er sket mht. de kommunale veje og den kollektive transport i Jammerbugt. Netop dette område så virksomhederne sidste år som den største udfordring for erhvervsklimaet i kommunen, hvilket vidner om at området er blevet prioriteret højt i årets løb. På området er der blandt andet sket store forbedringer af både de større og mindre veje, som har fået ny asfaltbelægning, ligesom der er sket en forbedret adgang for vogntog og større lastbiler hos nogle af kommunens større virksomheder. Jammerbugt Kommune er gået hele 51 pladser frem ifm. spørgsmålet om infrastruktur og transport til en placering som nr. 16. 

Igen i år har virksomhederne givet Jammerbugt Kommune topkarakter til kommunens evne til at informere, samt dialogen mellem virksomhederne og hhv. forvaltninger, medarbejdere og politikere. Her kan en af årsagerne bl.a. findes i indsatsen ”En indgang til kommunen”, som er et initiativ, der netop fokuserer på god og løsningsorienteret dialog med virksomhederne i kommunen, og det er utroligt positivt, at den indsats faktisk også mærkes ude i virksomhederne, lyder det fra borgmester Mogens Gade.  

Den største tilbagegang i tilfredshedsundersøgelsen er brug af private leverandører, herunder kommunens udbudsproces over for private leverandører, hvor kommunen går 39 pladser tilbage ift. 2016. Borgmester Mogens Gade har noteret denne tilbagegang og uddyber;”Jammerbugt Kommune rangerer i en anden helt aktuel DI-opgørelsevedr. kommunernes brug af private leverandører, som den tredje mest udbydende kommune i Danmark. Så på den baggrund er jeg lidt overrasket over virksomhedernes vurdering på dette område. Men vi vil naturligvis kigge på, om der er noget, vi skal gøre bedre fremover – og så skal vi måske også blive bedre til at fortælle om, at Jammerbugt Kommune rent faktisk udbyder en forholdsvis stor andel af sine opgaver”. 

Fakta:
I Jammerbugt Kommune er der indhentet svar fra 50 ud af 214 adspurgte virksomheder. Besvarelserne repræsenterer 1.115 arbejdspladser, hvilket svarer til 11,8 pct. af de privat beskæftigede i kommunen. 

DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2017, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er ottende år i træk, at DI laver undersøgelsen. 96 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. To mindre kommuner Læsø og Fanø deltager ikke. Sammenlign kommuner, se alle resultater på http://di.dk/le.

Yderligere oplysninger:
Mogens Gade, Borgmester, tlf. 4191 2001