Ny kampagne for mere sikker cykeltur

Cyklister er særligt udsatte i vejkryds. Her sker to ud af tre alvorlige cyklistulykker. Jammerbugt Kommune deltager i en ny landsdækkende kampagne i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, så flere cyklister kommer sikkert gennem trafikken.

Hvert forår finder tusindvis af danskere cyklen frem for at komme på arbejde eller motionere. Det betyder desværre også cyklistulykker. Derfor ønsker Jammerbugt Kommune at minde cyklister om at orientere sig grundigt, og huske bilisterne på, at der er flere cyklister i trafikken.

De farlige situationer opstår, hvor cyklisternes og bilisternes veje krydser hinanden. Her er stor risiko for, at de støder sammen. Faktisk blev hele 81 cyklister dræbt og 1.744 alvorligt kvæstet fra 2012 til 2016, tallet er sandsynligvis meget større, da et stort antal cyklistulykker ikke bliver anmeldt til politiet.

De anmeldte sager svarer til, at to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker, hvor vejene går på tværs af hinanden. Det er alt for mange. Og mens andre typer af ulykker i trafikken falder, er antallet af cyklistulykker i kryds ikke reduceret.

Kampagnen Jammerbugt Kommune deltager i, er den nye landsdækkende kampagne "Brug 2 sek. mere." Den skal sætte fokus på problemet og bidrage til at gøre kryds sikrere for cyklisterne.

”I Jammerbugt Kommune sætter vi skilte op ved kryds, hvor cyklister jævnligt færdes. Skiltene bliver også synlige for bilister, og vi håber det vil skabe øget nærvær og agtpågivenhed uanset hvilket kryds, trafikanterne skal igennem”, siger Lise Holt, trafiksikkerhedsmedarbejder ved Jammerbugt Kommune.

Sådan undgår vi ulykkerne
Når cyklister kommer alvorligt til skade i kryds, kunne ulykken ofte være undgået, hvis bare bilisten og cyklisten havde brugt lidt mere tid på at orientere sig.

”Vi opfordrer i en ny landsdækkende kampagne "Brug 2 sek. mere" både cyklister og bilister til at bruge lidt længere tid på at kigge sig for, inden de kører igennem et kryds. Det er i alles interesse, og det er et fælles ansvar, at vi kommer sikkert frem i trafikken”, siger Michelle Laviolette, seniorrådgiver i Rådet for Sikker Trafik.

De fleste alvorlige krydsulykker sker, når en bil svinger og overser cyklisten, der skal lige ud. Bilisten sidder beskyttet inde i sin bil, men den sikkerhed har cyklisten ikke, og derfor er det typisk cyklisten, der for alvor kommer til skade i sammenstødet.  

Gode råd til cyklisterne

  • Brug 2 sekunder mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje
  • Vær særligt opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra

Gode råd til bilisterne

  • Brug 2 sekunder mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje
  • Vær særligt opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre
  • Sænk farten

Dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister pr. politikreds i kryds (2012-2016):
Københavns Vestegns Politi: 164
Københavns Politi: 413
Midt- og Vestsjællands Politi: 90
Nordsjællands Politi: 160
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi: 97
Midt- og Vestjyllands Politi: 130
Nordjyllands Politi: 160
Sydøstjyllands Politi: 125
Syd- og Sønderjyllands Politi: 134
Østjylland: 188
Bornholms Politi: 12
Fyns Politi: 152

Om kampagnen:
Læs mere om kampagnen ”Brug 2 sek. mere” her:
https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/brug-2-sek-mere

Find en oversigt og deltagende kommuner her:
https://www.sikkertrafik.dk/media/7247/kommuner-brug-2-sek-mere.pdf