Næsten 200 medarbejdere deltog i uddannelseswebinar

Da Jammerbugt Kommune i sidste uge skulle holde uddannelse for medarbejdere i Social-, Sundheds- og Beskæftigelsesforvaltningen, foregik det som webinar. Det betød, at flere medarbejdere kunne deltage på samme tid, end hvis mødet var holdt fysisk.

Torsdag morgen satte 189 medarbejdere fra Social-, Sundheds- og Beskæftigelsesforvaltningen sig til rette på deres hjemmekontorer. De skulle til undervisning via videoopkald.

Henrik Dalsgaard Jacobsen og Iben Bjerre Jacobsen fra forvaltningen stod for webinaret om sagsbehandling og afgørelser – ligeledes hjemmefra. En opgave, som de begge var spændte på, hvordan den ville løbe af stablen.

”Vi havde udarbejdet et oplæg i PowerPoint, som vi underviste ud fra. Selve webinaret foregik som videomøde. Det var langt hen ad vejen, som hvis vores kolleger sad i samme rum med os og hørte oplægget. De kunne stille spørgsmål og kommentere ved hjælp af chatfunktionen. Vi læste så deres spørgsmål op og besvarede dem løbende. Så det gik over al forventning, selv om der var lidt knas med lyden for nogle, og et par ekstra nysgerrige kæledyr deltog. Vi har desuden lagt op til, at vores kolleger efterfølgende kan sende spørgsmål over mail, hvis de kommer i tanke om noget, de ikke fik spurgt ind til”, fortæller Iben Bjerre Jacobsen, der er socialfaglig konsulent i Jammerbugt Kommune.

Oplægget blev ligeledes optaget, så deltagerne kan høre det igen. Samtidig kan optagelsen blive vist til nye kolleger.  

Undervisning for flere på samme tid

Jobcentret arbejder fortsat med de mange opgaver, de sad med før corona, og derfor er der løbende behov for undervisning i flere emner, som sagsbehandlerne sidder med i det daglige.

”Vores arbejde er ikke gået i stå, selvom vi arbejder hjemmefra. De emner vi underviste i, i sidste uge, havde vi på tegnebrættet før krisen. Hjemsendelsen betyder blot, at vi nu gennemførte undervisningen som webinar, og ikke fysisk. Der var behov for det nu, og vi fandt en løsning, som gjorde, at vi ikke behøvede at vente til genåbningen. Med et webinar nåede vi ud til langt flere medarbejdere end ellers. Når vi har undervisning fysisk, kræver det langt større planlægning og koordinering på tværs af afdelinger at samles fysisk. Her har et webinar nogle umiddelbare fordele, da vi kan formidle til en langt større deltagerskare, samtidig med at vi beslaglægger mindre arbejdstid hos den enkelte, ligesom vi sparer udgifter til leje af lokaler, forplejning, kørselsgodtgørelse osv.”, forklarer socialfaglig konsulent Henrik Dalsgaard Jacobsen.

Webinaret var desuden en oplagt mulighed for at teste, hvad kommunens IT-systemer rummer af muligheder. Ud over lidt knas med lyden hos nogle få deltagere, og at det var nødvendigt at deltagerne slukkede mikrofonerne, da systemet ellers ville gå ned, så var webinaret en succes.

Der var aktiv deltagelse via chatfunktionen undervejs, og underviserne har fået positive tilbagemeldinger fra deltagerne.