Jammerbugt udvikles sammen med borgerne

Omkring 90 borgere, politikere og medarbejdere fra Jammerbugt Kommune mødte op på Skolecenter Jetsmark torsdag aften for at snakke fremtidens boligformer, håb og drømme, velfærdsteknologi og meget andet.

Spørgelysten var stor, og der kom mange forslag i løbet af de godt to timer, mødet varede. Og der var noget for enhver smag.

Aftenen bød på flere oplæg fra politikere, kommentarer og spørgsmål fra borgerne og snakke ved de fem markedsstande ”Dit gode liv”, ”Mere i gang i erhverv og turisme”, ”Forbedring af rammevilkår”, ”Attraktiv bosætningskommune” og ”Flere unge får uddannelse”. Mens de livlige snakke foregik rundt ved bordene, kunne deltagerne nyde lækkerier i form af pølser, fiskefrikadeller og kartoffelsalat lavet og serveret af Jammerbugt Produktionsskole. 

Tendenserne
I løbet af aftenen kom der mange bud på, hvad der de næste 12 år skal være i fokus i Jammerbugt Kommune. Sidst på aftenen blev der samlet op på de primære tendenser inden for de fem hovedtemaer, og de var:

Det gode liv

  • Fremtidens boligtyper –Indretning af boliger, så vi tilgodeser børnefamilier, voksne og ældre.
  • Hvordan vi skal bygge; åndehuller nær boligerne og plads til grønne områder.
  • Vi skal fastholde de unge; både ved at tilbyde ungdomsboliger og ved et aktivt ungeliv

Flere unge får uddannelse

  • Folkeskolen og virksomheder kan bruge hinanden, eksempelvis så unge kan blive tilbudt en praktisk tilgang til læring
  • Inklusion og rummelighed i folkeskolen

Mere i gang i erhverv og turisme

  • Tomme erhvervsejendomme kan benyttes til nye funktioner, eksempelvis: erhverv, boliger eller kunsthåndværk. 
  • Oplevelsen for turister styrkes ved mere skiltning, kort og apps
  • Produktudvikling inden for turisme. Flere ting kan bindes sammen til en ny turistoplevelse/ferietype. Outdoor-sporten kan tænkes ind i uddannelse

Attraktiv bosætningskommune

  • Stier som bindeled mellem bolig, natur og skole.
  • Skoleplacering i Pandrup/Kaas-området
  • Kommunen som rollemodel; kommunen sørger for at holde bygninger ved lige  

Forbedring af rammevilkår

  • Flere stier
  • Sikker skolevej og trafiksikkerhed
  • Gode muligheder for landsbyudvikling i fællesskab med hinanden. Gerne hvor flere landsbymiljøer går sammen
  • Skole på en matrikel. 
  • Jammerbugt som pendlerkommune; sørge for gode forhold for pendlerne udefra

Ud over de mange forslag, der kom frem i løbet af aftenen, så benyttede mange borger sig også af at skrive deres forslag ned og putte i de opstillede bokse.

Forslagene bliver nu, sammen med inputs fra borgermødet 3. april i Brovst, samlet og embedsmænd og politikere taget dem med i den videre proces med at udarbejde Helhedsplan 2017. Skulle nogle borgere have et forslag eller to, som de endnu ikke fortalt Jammerbugt Kommune, så er muligheden der frem til 16. maj, hvor forslag kan sendes til administrationen på: helhedsplan@jammerbugt.dk