Leverandører, der ønsker at lave aftaler med Jammerbugt Kommune, forpligter sig til at overholde nedenstående krav.
Jammerbugt Kommune kan når som helst i forbindelse med afgivelse af tilbud, eller i en kontraktperiode, bede om dokumentation for at kravene overholdes.
Jammerbugt Kommune forudsætter i ethvert udbud, at leverandøren og dennes underleverandører overholder konventioner tiltrådt af Danmark, herunder følgende grundlæggende ILO-konventioner:
- Forbud og afskaffelse af tvangsarbejde
- Forbud og afskaffelse af de værste former for børnearbejde
- Organisations- og foreningsfrihed og ret til at føre frie forhandlinger
- Ligeløn og forbud mod diskriminering
- Arbejdsmiljø
- Arbejdsklausuler
Sociale klausuler vil blive indarbejdet i udbudskontrakter i det omfang, det findes relevant. Leverandøren forpligter sig til at sætte sig ind i og efterleve de sociale klausuler der stilles i hver enkelt udbudssag.
Det forudsættes, at leverandører og disses underleverandører respekterer grundlæggende menneskerettigheder, herunder lever op til FN’s Menneskerettighedserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Leverandøren afgiver erklæring om gæld til det offentlige, jfr. Lov om begrænsning af skyldners muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger, lov nr. 1093 af 21. dec. 1993. Erklæring skal vedlægges tilbud for at dette kan betragtes som værende konditionsmæssigt / konditionelt.
Leverandøren skal i en kontraktperiode sikre at der foreligger en gyldig produkt- og ansvarsforsikring.
For bygge- og anlægsopgaver kræves garantistillelse ved entrepriser over 500.000 kr. Garantistillelsen følger som udgangspunkt reglerne herom i AB 92 (almindelige betingelser for arbejde og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed).
Bygherren er dog forpligtet til at foretage en konkret vurdering af behovet for yderligere garantistillelse afhængig af opgavens karakter og risikoprofil.
Leverandøren forpligter sig til at gennemlæse udbudsmaterialet grundigt, og stille spørgsmål ved uklarheder.