Plejemetoder

Naturtyperne skal plejes forskelligt alt efter om det drejer sig om moser, heder, rigkær, overdrev, enge og klitter. Plejen kan omfatte lukning af dræn, sætning af hegn og/eller aftaler om afgræsning med forskellige husdyrracer,

Rydning og hegning

I Jammerbugt Kommune sker naturplejen primært i form af rydnings- og hegningsprojekter, som det f.eks. kan ses på kystskrænterne ved Lien mellem Grønne Strand og Fosdalen. I rydnings/hegningsprojekter fældes 50-95% af træer og buske, og de køres væk for at skabe lys og fjerne næringsstoffer. Dernæst sættes der hegn og dyr på arealet.  Når der er tale om rydning af store bevoksninger, anvendes skovningsmaskiner til opgaven. Hvor det ikke er hensigtsmæssigt, fældes træerne med motorsav.

Valg af dyr og græsningstryk

Efter rydning og hegning af et naturområder sættes der som regel dyr på arealet for at fastholde de lysåbne arealer. Der vælges dyretype og græsningstryk efter, hvor tilgroet arealet er, og hvilke plantearter der ønskes tilgodeset. Kvæg, heste, får og geder græsser alle forskelligt, fordi de har et forskelligt fødevalg i forhold til hvordan deres muler er indrettet og hvad de kan lide. Får har små muler og kan derfor nippe til planterne og mere præcist vælge det, de godt kan lide. Får æder gerne urter fremfor græs. Køer har store muler og kan ikke så nemt vælge til og fra. De har brug for meget føde pga. deres størrelse og vil derfor gerne spise en masse græs.

Pleje af moser

Mange moser er stærkt påvirket af dræning og vil ofte have behov for en indledende førstegangspleje eller en mere omfattende naturgenopretning for at få retableret en naturlig hydrologi. Plejen kan omfatte lukning af dræn for holde på mosens vand og derved skabe fugtighedsforhold der gavner tørveopbygning og hæmmer tilgroning med træer og buske.

Pleje af klitområder

Klitområderne er mange steder truet af tilgroning med rynket rose (rosa rugosa). Denne invasive art er meget svær at bekæmpe på grund af sit kraftigt voksende rodsystem. Gentagne opgravninger er forsøgt til bekæmpelse, men en økonomisk og biologisk forsvarlig metode til bekæmpelse i større områder er endnu ikke fundet. Se også Råd om beplantning omkring sommerhuse i klitområder.

Se også Naturstyrelsens naturplejeportal.

Kontakt Naturpleje

Vækst- og Udviklingsforvaltningen 
Team Vand og Natur
Marianne Fisker
Tlf. direkte: 72 57 77 36
mkf@jammerbugt.dk

Ivan Kristensen
Tlf. direkte: 72 57 76 88
ikr@jammerbugt.dk