Indstillinger til Årets Ungleder, Lederprisen og Idrætspriser i 2016 er i gang

Borgere og foreninger kan nu indgive forslag til modtagere af Årets Ungleder, Lederprisen og Idrætspriser. Forslag til modtagere kan både være enkeltpersoner eller grupper fra Idrætsforeninger. Kriterierne er som følger.

Idrætspriser

Kriterier: Idrætsprisen uddeles til idrætsudøvere (individuelle eller hold) i Jammerbugt Kommune, som i det indeværende år har vundet medaljer ved et godkendt jysk- eller dansk mesterskab eller et højere rangerende mesterskab eller på anden måde har gjort sig særlig fortjent til en idrætspris. 

Lederpris

Kriterier: Årets lederpris tildeles en leder inden for det frivillige børne- og ungdomsarbejde i Jammerbugt Kommune. Prisen tildeles som påskønnelse for stabilt, dygtigt, initiativrigt, forebyggende og helhedsorienteret arbejde. Med prisen følger en check på 2.500 kr. 

Unglederpris

Jammerbugt Kommune har i samarbejde med DGI Nordjylland og med støtte fra Spar Nord Fonden fra i år stiftet prisen ”Årets Ungleder”. 

Med prisen sættes der bl.a. fokus på unglederne som rollemodeller for andre unge, og der skabes opmærksomhed blandt de unge, om det positive i, at virke som leder eller instruktør i en af vores mange foreninger. 

Årets Ungleder vil blive valgt mellem de nominerede, af en komite bestående af Folkeoplysningsudvalget og en repræsentant fra DGI Nordjylland.

Med prisen følger en check på 2.500 kr. og muligheden for at blive kåret til hele Nordjyllands ”Årets Ungleder” ved DGI’s årsmøde i 2017. 

Kriterier: Årets unglederpris tildeles en leder under 18 år, som enten har været særligt engageret i foreningslivet og/eller har vist vilje til at dygtiggøre sig inden for foreningsarbejdet. 

Indstil

Udfyld og send indstillingsskemaet/erne, du finder her på siden, til fritidskonsulent Birgitte Overgaard Madsen: bom@jammerbugt.dkForslagene modtages senest 22. november 2016.