Per Halsboe-Larsen (A)

Lektor ved Fjerritslev Gymnasium siden 1982. Gift med Aino, der er afdelingsleder i Familiecenteret i Jammerbugt Kommune. Vi har 3 voksne børn: Ane (MF), Lea (cand.psyk.) og Teis (stud. jur.).

Jeg har i 20 år været stærkt engageret i kommunalpolitik med 3 perioder i Fjerritslev Kommune og 2 i Jammerbugt. I flere omgange viceborgmester, udvalgsformand og medlem af ØK. Jeg brænder for vores egn og vil arbejde for dens fortsatte udvikling. Mine hovedinteresser er kerneområderne børn, skole, ældreforsorg og kultur- og fritidsområdet.

I fritiden spilles tennis (har afløst en aktiv håndboldkarriere), arrangerer koncerter i Musikcompagniet og nyder en god bog og socialt samvær med familie, venner og boxerhunden Sif.

Jammerbugt er et dejligt sted. Jeg vil gerne være en medbestemmende del af kommunens forsatte udvikling gennem et bredt samarbejde. Du kan følge mig på Facebook.

På børneområdet skal vi fortsat satse på forebyggelsen, når børn har det svært samt på varierede pasningsmuligheder. Vi skal tilbyde en bred vifte.

Vore skole skal videreudvikles, læse det vejledende timetal og inkludere så mange elever i normalundervisningen som pædagogisk muligt. Til dette formål skal anvendes to-lærersystemer, lærer-pædagog timer og støtte af specialister. Vore skoler skal fremstå moderne og tidssvarende og vore lærere og pædagoger er uddannede til de udfordringer, som den nye skolereform vil bringe.

Ældreområdet skal fortsat have et højt serviceniveau. De kommende udfordringer med flere ældre skal løses med nye tiltag i plejen, derfor skal vi videreudvikle "vi bevæger ældre" - konceptet. Vi skal specialisere vore plejehjem til at klare udfordringerne på et højt fagligt niveau. Det betyder tværfagligt samarbejde og dynamiske løsninger. Vi skal endvidere pleje vore mange frivillige, der gør en stor indsats.

Kultur - og fritidsområdet skal fortsat udvikles til gavn for alle borgere. Vi skal fastholde det høje tilskudsniveau til vore foreninger og idrætsanlæg. Kulturarrangementer skal støttes direkte med midler.

Vi skal være en erhvervsvenlig kommune, hvor sagsbehandlingen er hurtig og præcis. Det gælder for servicen til vore virksomheder, i vores jobcenter og øvrige sagsbehandling. En effektiv kommune, der løser opgaver hurtigt i dialog med borgerne.

Turisterhvervet skal opleve kommune som en aktiv medspiller, hvor det er muligt.

Dette er blot hovedbudskaber.

Kontakt mig på ph@fjerritslev-gym.dk eller ph@jammerbugt.dk, hvis du vil vide mere. Eller lad os mødes på Facebook, hvor der er to sider med mere information.