Kør ikke med hovedet oppe i røven

Ni nordjyske kommuner samler kræfterne i en sommerkampagne rettet mod unge spritbilister. Hver anden trafikdræbte i Nordjylland skyldes nemlig spritkørsel.

”Træk hovedet ud af røven”. Så kontant lyder udmeldingen fra ni nordjyske kommuner inkl. Jammerbugt, der tager bladet fra munden i en ny kampagne imod spritkørsel. Nye tal fra Nordjyllands Politi viser, at hver anden trafikdræbte i Nordjylland skyldes færdselsulykker, hvor spiritus er indblandet.

Kampagnen løber hen over sommeren og henvender sig til den typiske nordjyske spritbilist: Unge mænd 18-24 år. Kampagnen hylder kammeratskabet mellem unge mænd, der sammen laver mange åndssvage drengestreger, men trækker en streg i sandet over for spritkørsel, fortæller Lise Holt fra Jammerbugt Kommune.

– De fleste kan nikke genkendende til, at man var ung og dum engang. Som ung drengerøv har man måske lavet nogle skøre ting sammen med sine kammerater, der er okay, men spritkørsel er ikke okay. Alkoholpåvirket kørsel er en risikabel forseelse, som kommunerne har en fælles interesse i at stoppe, udtaler Lise Holt.

Med humor som motor
Spritkørsel er det samme som at køre med hovedet oppe i røven. Reaktionsevnen belastes betydeligt hos en chauffør med promiller i blodet, og kampagnen kører på budskabet ”Træk hovedet ud af røven. Stopsprit”.

Kampagnen kører på Facebook med film af fire kammerater, der sammen laver dumme ting under påvirkning af alkohol. Deres drengestreger minder om det kendte amerikanske kultprogram JackAss fra MTV, hvor unge overskrider grænser ved fjollede, halvfarlige aktiviteter.

– Det er vigtigt at iscenesætte alvoren i spritkørsel i relation til de sociale situationer, som unge har indbyrdes med alkohol. Vi ved, at den løftede pegefinger har ringe effekt – derfor taler kampagnen i øjenhøjde med målgruppen. Vi bruger humor som motor, så budskabet bliver delt og kommenteret. Det skaber dialog om spritkørsel – og er med til at sikre god regional effekt, udtaler projektleder Jane Olesen fra Frederikshavn Kommune på vegne af kommunerne.

Vind en Stopsprit-bil
Kommunerne udlodder i samarbejde med Uggerhøj Biler en bil gratis i 6 måneder. Konkurrencen er en quiz om spritkørsel, hvor den heldige vinder i et halvt år bliver godt kørende i en folieret kampagnebil.

Sommermånederne er højsæson for spritkørsel, hvilket betyder, at Nordjyllands Politi vanen tro vil foretage spritrazziaer.

Bag kampagnen står Morsø-, Thisted-, Brønderslev-, Frederikshavn-, Jammerbugt-, Mariagerfjord-, Rebild-, Vesthimmerlands- og Hjørring kommuner i samarbejde med reklamebureauet Gotcha.

Læs mere om kampagnen og find sjove gimmicks - www.stopsprit.dk.