Nye kort for området mellem Løkken og Blokhus er på vej

Lokale repræsentanter for cykel-, vandre- og grundejerforeninger, campingpladser og aktører i turistbranchen var i tirsdags samlet for at diskutere, hvad et godt kort indeholder.

”Kortmateriale over de rekreative muligheder er et udtalt ønske fra borgere og turister, og kan være en gevinst for vores byer og for turismeerhvervet.” fortæller chef for Vækst Jammerbugt Anders Stryhn.

”Vi har valgt at starte med et samarbejde om udvikling af kortmateriale for det populære kystområde mellem Løkken og Blokhus. En kortlægning af det eksisterende kortmateriale viser, at der er en efterspørgsel på kortmateriale i denne del af kommunen. Kortmaterialet skal understøtte rekreative oplevelser og gøre det let at finde frem til muligheder for at vandre, cykle, lege, tage på picnic og overnatte i naturen.” uddyber Anders Stryhn.

Det eksisterende stisystem med ”sti 100” giver områdets brugere mange muligheder for at vælge et ruteforløb og længde efter behov. Der er mange sommerhuse i området og stien benyttes som ruteforløb for vandreruterne Nordsøstien og Hærvejen ligesom at cykelruten Vestkystruten findes i området.

Trykomkostningerne skal dækkes af brugerne, og kortet forventes klar til salg til påske.

Allerede dagen efter workshoppen var repræsentanter for vandreforeningen Fodtudserne på tur på sti 100 for at kontrollere stiens afmærkninger samt lave forslag til stisløjfer på ruten. ”Vi går jo mange ture, og vil gerne gøre det let for andre at finde rundt og opleve vores dejlige natur”  fortæller Birthe Plesner og Karen Larsen fra Fodtudserne.

”Workshoppen var startskuddet til at lægge rammerne for kortets indhold og udseende. Hvis der er andre, der er interesserede i at give deres indspil, er de meget velkomne til at kontakte os” fortæller Anne Mette Finnerup, der er Landdistriktskonsulent og koordinator på stiprojektet. 

Fotos fra workshoppen og kort over sti 100 området vedlægges. 

Kontaktperson: Anne Mette Finnerup: afi@jammerbugt.dk, tlf. 7257 7897.