Jammerbugt Kommune opfordret til at deltage i ambassadørkorpset: Flere skal med

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har opfordret Jammerbugt Kommune til at deltage i ambassadørkorpset i tilknytning til projekt Flere skal med. Det sker på baggrund af kommunens erfaringer inden for projekterne Job First og Bedre Ressourceforløb.

Gennem projekterne Job First og Bedre Ressourceforløb har Jammerbugt Kommune opnået erfaringer og viden om nogle af kerneindsatsområder i Flere skal med. Projekterne retter sig mod borgere, hvor tilknytning til arbejdsmarkedet ikke ligger lige for. Jammerbugt Kommunes gode erfaringer fra disse projekter er en af grundene til, at Jammerbugt Kommune blev opfordret til at være ambassadør i Flere skal med.

”Vi valgte at deltage i ambassadørkorpset, fordi vi har flere gode erfaringer på området, vi gerne vil dele med andre kommuner. Det gælder blandt andet vores erfaringer med en tidlig virksomhedsrettet indsats i borgeres ledighedsforløb, vores organisering og koordinering i forhold til den virksomhedsrettede indsats for udsatte målgrupper, og generelt vores erfaringer med tværfaglige samarbejde internt i jobcentret og på tværs af afdelingerne”, fortæller formand for Beskæftigelsesudvalget Morten Klessen

Det er blot få af Jammerbugt Kommunes erfaringer. Dialogen med og troen på den enkelte borger er en anden gennemgribende tilgang, som kommunen har gode erfaringer med, og som kan være gavnlig i ambassadørrollen.

Formålet med korpset
Ud over Jammerbugt Kommune deltager Vejle, Silkeborg, Halsnæs og Gladsaxe Kommuner også i Ambassadørkorpset. Medarbejderne fra de fem kommuner har alle gode erfaringer med kerneindsatsområderne i Flere skal med.

Landets øvrig kommuner får mulighed for at trække på de erfaringer hos medarbejderne i ambassadørkorpset. Det gælder i forhold til støtte og sparring om ”best practice”, løsninger, potentielle risici og faldgruber inden for indsatsområderne for projekt ”Flere skal med” - et projekt, der løber frem til udgangen af 2018.