Jammerbugt Gavekortet ser snart dagens lys

Jammerbugt Kommunes citykonsulent lancerer i samarbejde med centerbygruppen snart Jammerbugt Gavekortet, som er et af flere spændende initiativer der søsættes.

Et stort fokusområde for Jammerbugt Kommune er at skabe vækst og bedre vilkår for kommunes mange erhverv. På detailfronten blev der i 2011 nedsat en Centerbygruppe bestående af repræsentanter fra kommunen inkl. Borgmester Mogens Gade samt bestyrelsesmedlemmer fra Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Aabybro Handelsstandsforeninger. Ideen bag Centerbygruppen er at skabe tiltag på tværs af byerne ud fra tesen om, at sammenhold og samarbejde er vejen frem, hvis de mindre byer skal være med i kampen om forbrugernes gunst.

Centerbygruppen har igangsat flere projekter, og det seneste initiativ er ansættelsen af en City Konsulent, som i samarbejde med kommunen, handelsstandsforeningerne og butikkerne skal styrke detailhandlen. ”Jeg er utrolig taknemmelig over at få denne mulighed og ser frem til at lære byerne og butikkerne bedre at kende”, udtaler den nyansatte City Konsulent Anni Fosgrau.

En af de konkrete opgaver, som Centerbygruppen og Anni Fosgrau arbejder på, er etableringen af et fælles Jammerbugt Gavekort, som foreløbigt kommer til at kunne bruges i Blokhus, Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Aabybro. ”Gavekortet skal ses, som en ren win-win både for de lokale butikker og kunderne”, udtaler Vagn Tidselsbak, som er formand for Handelsstandsforeningen i Aabybro.

Jammerbugt Gavekortet gør det let at købe en gave, som med garanti ikke skal byttes, og giveren kan gøre den personlig ved hjælp af en privat hilsen. Modtageren af gavekortet har mulighed for at benytte gavekortet i et stort udvalg af butikker i Jammerbugt, så der er ingen grund til at lade det ligge i skuffen, som man ofte oplever ved specifikke gavekort målrettet en bestemt produktgruppe eller ydelse.

”Jammerbugt Gavekortet bliver lanceret i løbet af efteråret, så det vil være en oplagt julegave-idé både i privat- og erhvervsregi”, udtaler Vagn Tidselbak. Mange firmaer kæmper med at finde den rigtige gave til deres medarbejdere, da der er stor forskel i medarbejdernes demografi og behov, som gør det svært at finde en gave, som falder i alles smag. ”Jammerbugt Gavekortet løser denne udfordring”, supplerer Anni Fosgrau.

Der vil blive etableret 2 salgssteder i hver by, hvor man vil kunne købe Jammerbugt Gavekortet. I skrivende stund er handelsstandsforeningerne ved at få tilslutningsaftalerne til de enkelte butikker på plads og her er store forventninger. ”Gavekortet er en gevinst for butikkerne både i forhold til øget kundestrøm og indtjening, da ordningen kan være med til at udvide kundekredsen samt sikre den lokale handel”, afslutter Vagn Tidselbak og Anni Fosgrau.

Fakta om Jammerbugt Gavekortet

  • Kortet kan købes hos:

Brovst Bolighus, Brovst – Pen&Papir, Brovst - Meny, Aabybro – Bog&Ide, Aabybro – SuperBrugsen, Pandrup – Pandrup Cykler, Pandrup – SuperBrugsen, Fjerritslev – Meny, Fjerritslev – Brugsen, Blokhus – Spar, Hune.

Senere bliver der igangsat en tank-selv/www-løsning.

  • Det koster 10 kroner i udstedelsesgebyr, inklusiv en flot gavepakning, ved salgsstederne.
  • Det kan indløses i alle forretninger og attraktioner, som har en elektronisk dankortterminal og som har tilmeldt sig ordningen.
  • Et stort antal butikker på tværs af bygrænserne er med i ordningen, hvilket gør handlen i Jammerbugt mere fleksibel.
  • Forbrugerne kan omsætte et modtaget gavekort til mange forskelligartede produkter/ydelser, da en bred vifte af forretninger deltager i ordningen.