Innovationsministeren besøger Jammerbugt Kommune

Innovationsminister Sophie Løhde besøger mandag 11. december Jammerbugt Kommune for at få inspiration til sit arbejde med den kommende sammenhængsreform. Ministeren skal besøge Trekronerskolen og Torvekøbmanden i Bonderup. Begge eksempler på, hvordan kommunen og borgerne sammen skaber udvikling og bevarer tilbud til borgerne i landsbyerne.

Sophie Løhde indleder sit besøg i Jammerbugt Kommune mandag eftermiddag på Trekronerskolen, hvor hun bliver præsenteret for arbejdet med konceptet: Liv i by og skole, som er Jammerbugt Kommunes opskrift på at involvere lokale borgere i arbejdet med at udvikle og bevare de mindre landsbyer.  

Herefter går turen til Trekronerskolen og Landsbycentret.

”Vi ser meget frem til ministerens besøg. Programmet har vi sammensat sådan, at hun møder vores virkelighed. Ministeren bliver både præsenteret for de politiske perspektiver, men kommer i høj grad også til at høre om, hvordan det udmønter sig i hverdagen, og hvilke udfordringer og muligheder, der knytter sig til projekt Liv i by og skole”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Sophie Løhde kommer til at høre om Liv i by og skole fra både borgmesteren, skolelederen på Trekronerskolen og de frivillige ildsjæle.

Flere måder at gribe opgaver an på
Videre på det halvanden time lange besøg får Innovationsministeren indblik i arbejdet med Ungeenheden, der støtter unge mellem 18 og 30 med at gennemføre en uddannelse.

Endelig slutter besøget hos Torvekøbmanden i Bonderup. Det er eksemplet på, hvordan det via et samarbejde mellem byens borgere, den socialøkonomiske virksomhed Råd og Dåd og Jammerbugt Kommune er lykkedes at åbne en købmand i et lokalsamfund, og hvad det betyder for området.

”Vi ønsker at vise Innovationsministeren, hvordan vi løser opgaver og udfordringer på jammerbugtsk. Det håber vi, at hun kan tage med tilbage og bruge i sit videre arbejde med sammenhængsreformen”, siger Mogens Christen Gade.  

Innovationsminister Sophie Løhde besøger samtlige 98 danske kommuner for at hente inspiration til sammenhængsreformen. Den skal forny den offentlige sektor og skabe bedre velfærd for pengene.