Husdyrgodkendelser på kortere tid

Nu er der godt nyt til landmænd i Jammerbugt Kommune, som ønsker at udvide bedriften.

Sagsbehandlingstiden for husdyrsager er nemlig faldet og ligger endda under de skærpede frister, der er aftalt mellem KL og Regeringen. Det viser nye tal fra Miljøstyrelsen. 

Før 1. januar 2016 havde en kommune 9 måneder til at færdigbehandle en ansøgning om husdyrgodkendelse – her kunne Jammerbugt Kommune gennemsnitligt færdigbehandle en sag på 7,6 måneder. 

Efter 1. januar 2016 skal en ansøgning om husdyrgodkendelse være behandlet inden 6 måneder – og via en målrettet indsats har Jammerbugt Kommune fået bragt sagsbehandlingstiden helt ned på 4 måneder.

Det er sket ved at tilføre området ekstra ressourcer i form af ½ årsværk, forklarer plan- og miljøchef Gitte Clausen, og fortsætter: ”De medarbejdere, der laver sagsbehandlingen har også andre opgaver, såsom tilladelser, miljøtilsyn, behandling af anmeldelser og klagesager. Det er derfor altid en balance at finde den rigtige prioritering af arbejdsopgaverne. Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende at se, at vores indsats har virket”. 

Komplekse sager
Når en landmand ønsker at udvide bedriften og få flere dyr, sender han en ansøgning til kommunen om godkendelse af projektet. Gitte Clausen understreger, at miljøgodkendelser til husdyrbrug er komplekse afgørelser, hvor kommunen skal vurdere forureningen fra stalde og gylletank i forhold til naboer og natur i nærheden. Forurening kan både være lugt og kvælstof. Der stilles en række krav til fx teknologi, så husdyrholdet kan overholde miljøreglerne. For husdyrbrugets marker skal der beregnes udvaskning af kvælstof og fosfor for at sikre, at f.eks. Limfjorden ikke modtager for mange næringsstoffer. Kommunen vurderer også risiko i forhold til grundvand, og om projektet er i overensstemmelse med kommuneplanen. Når udkastet til godkendelse er klart, skal naboer og parter have det i høring i op til 6 uger. Derefter behandles de indkomne bemærkninger, inden en endelig godkendelse kan gives. 

”En miljøgodkendelse tager derfor under alle omstændigheder flere måneder, men den gode nyhed er, at vi i Jammerbugt Kommune nu kan starte sagsbehandlingen hurtigt efter at have modtaget ansøgningen, fordi vi ikke har en bunke ikke-startede sager liggende”, forklarer Gitte Clausen. 

I 2016 lavede Jammerbugt Kommune 27 husdyrgodkendelser.