ABC Mental Sundhed i Jammerbugt Kommune

I uge 41 sætter Jammerbugt Kommune sammen med seks andre kommuner i landet fokus på mental sundhed. Det sker som et led i den landsdækkende kampagne ABC Mental Sundhed, der kører langt ud over denne ene uge.

I Jammerbugt Kommune støtter både Forebyggelse og Mental Sundhed, skole, fritid, jobcenter mv. op om at få budskabet om mental sundhed ud til så mange som muligt. Kampagnen vil blive udbredt til kommunens forskellige afdelinger og arbejdspladser samt andre relevante steder, herunder biblioteker, skoler, haller, lægehuse mv. Her vil borgerne møde postkort og plakater, ligesom film vil støtte op med idéer til, hvordan vi alle med få initiativer kan forbedre vores mentale sundhed.

Værestederne i Jammerbugt
Fokus i uge 41 vil være på Jammerbugt Kommunes fire væresteder, hvor der bliver arbejdet med flere forskellige aktiviteter i ugens løb.

Orkideen
Orkideen i Fjerritslev er et af værestederne, der tilbyder forskellige aktiviteter for skønne mennesker med forskellige problemstillinger som eksempelvis svære livsomstændigheder. Orkideen er åben på hverdage kl. 10-16 dog fredage kl. 10-13.

Her kan man henvende sig, når og hvis man har det svært mentalt. Man skal ikke henvises. Her drager deltagerne omsorg for hinanden og går ture, spiller banko eller bliver bedre til IT – blandt meget andet.

På Orkideen er der tilknyttet to medarbejdere i huset samt en støttekontaktperson, der laver opsøgende arbejde ud af huset. Læs mere om Orkideen her.

Åkanden
I en almindelig uge på Åkanden i Pandrup, spiser de der kommer bl.a. blandt andet sammen kl. 8.30, ligesom der er mulighed for at spise frokost hver dag, og en gang om ugen er der fællesspisning til aften. Alle hjælper til med de dertilhørende opgaver.

På værestedet Åkanden har de også en række tilbud der er med til at skabe ro på tankerne og afstresse. Ligesom der er motion en gang om ugen med personale. Her er også fokus på friluftsliv, hvor friluftsgruppen bl.a. tager ud at fiske, og kreativdag, hvor de har forskellige kreative aktiviteter efter ønske.

Det er blot nogle af de mange aktiviteter, fælles er at det handler om at gøre noget sammen, aktiv borgerinddragelse og meningsfulde aktiviteter. Netop i uge 41starter et rygestophold på Åkanden. Her kan både personale og borgere, der ønsker at stoppe med at ryge, finde sammen. Fremover vil holdet samles en gang om ugen for at snakke om, hvordan det går. Vi inddrager en misbrugskonsulent fra sundhedsafdelingen for assistance.

På Åkanden er fast tilknyttet to medarbejdere samt en Støttekontaktperson, der laver opsøgende arbejde ud af huset. Læs om Åkanden her

Syrenen
På værestedet Syrenen i Brovst repræsenterer vi humor, glæde, varme, omsorg, anerkendelse, respekt, alvor, hjælp til selvhjælp og meget mere. Det er et stort værested for både visiterede og uvisiterede borgere. I uge 41 er der mange spændende aktiviteter. Hver formiddag kl. 10.00 vil der være hjemmelavede boller til formiddagskaffen.

Mandag 9. oktober handler vi ind til ugen med de borgere der har lyst. Kl. 12.00 være motion i kælderen på kommunekontoret, hvor personalet også deltager. Her vil bl.a. være loop træning og træning på motionscykler samt løbebånd. Der er altid plads til flere på motionsholdet. Klokken 12 serveres frokost Herefter er der mulighed for at få Nada. NADA er øreakupunktur, hvor sættes fem nåle i hvert øre. NADA er ikke en egentlig behandling, men kan ses som et supplement til eks. samtaler, medicinsk behandling, kost og motion mv. Om eftermiddagen er der mulighed for spil, hygge mm.

Tirsdag 10. oktober kan borgere hjælpe med at forberede frokost. Klokken 13.00 til 14.30 er der gruppeforløb SFT (Social færdighedstræning). Der trænes, hvordan en god samtale opbygges: plads, rum, tid, vedligeholde en samtale. Hvordan man gebærder sig i en svær samtale. Samt afslutning af en samtale. For de der ikke er i gruppeforløb er der mulighed for snak, hygge, spil mm.

Onsdag 11. oktober er det igen muligt at hjælpe med at forberede frokost. Herefter skal onsdagsgruppen på tur til blå kors i Hobro og kører kl. 11. Gruppen tilbyder at borgeren kan møde ligesindede/ andre i samme situation. Der tilbydes et forum, hvor der kan tales om det der fylder for den enkelte borger. Der er fælles dialog omkring problemstillinger omhandlende misbrug. Gruppen arrangerer ca. en tur hvert halve år.

Onsdag eftermiddag skal der ses gamle film.

Torsdag 12. oktober er der motion i kælderen på kommunekontoret fra klokken 10.00 -12.00. Andre kan hjælpe med at lave frokost. Klokken 13.00 er der igen mulighed for at få NADA. Borgerne tilrettelægger denne dag, sammen med personalet, menuen til uge 42. Den kreative gruppe er i gang torsdag eftermiddag. Der strikkes, hækles og spilles. Der serveres kage til eftermiddagskaffen. Der er altid plads til flere torsdag eftermiddag.

Fredag 13. oktober Der ryddes op i køleskabet og serveres rester til frokost.

Meget andet foregår i værestedet. Der spilles Wii, samles æbler i den store have og bages. Vi afholder også individuelle samtaler, møder med jobcentret, netværksmøder mm.  Læs om Syrenen her

Solsikken
I uge 41 inviterer værestedet Solsikken I Aabybro på gåtur i Gateway Hune. Det er for alle borgere, der har tid og lyst til at deltage i en fælles gåtur. Det er:

  • Fredag 13. oktober 2017 kl. 13.00. Vi mødes på den åbne plads i Gateway Hune og går en tur.

Efter gåturen vil der blive serveret Kaffe og kage.

Arrangementet er gratis men af hensyn til kage og kaffe, vil vi gerne, at du tilmelder dig senest 10. oktober 2017, hos solsikken på tlf.: 72578904.

Torsdag 12.oktober kl. 15.30-17.00 vil medarbejdere stå klar i borgerservice på Rådhuset i Aabybro Alle borgere i Jammerbugt Kommune er velkomne til at komme forbi og høre om arbejdet med mental sundhed. Der vil også være mulighed for at prøve NADA. Læs om Solsikken her

Mental Sundhed er for alle
Selv om Jammerbugt Kommune i uge 41 har fokus på værestederne, så er Mental Sundhed for alle. Det handler om at trives og om at fungere godt ved at gøre ting, der giver mening og værdi for den enkelte. Og derfor er der mange forskellige ting, der kan give mental sundhed.

ABC Mental Sundhed arbejder ud fra tre råd: Gør noget aktivt, gør noget sammen, gør noget meningsfuldt. De råd har fokus på forskellige aspekter af mental sundhed, som mange allerede kender til, men måske enten glemmer eller ikke får prioriteret eller har overskud til i hverdagen.

Derfor lyder opfordringen i uge 41 – og alle årets andre uger. Lav noget med andre, der giver mening for dig. Det kan være gåture, kortspil, madklubber og meget andet. Kun fantasien sætter grænser.