Vi holder hackerne ude



6 gode råd til en it-sikker hverdag

Slå to-trins-login til og lav dit kodeord længere

To trin gør dig markant mere sikker

To-trins-login er den sikreste form for adgang til dine brugerprofiler til e-mail, sociale medier og andre tjenester. To-trins-login betyder, at du skal gøre to ting for at logge ind. Det kan f.eks. være at indtaste dit kodeord og derefter trykke ”godkend” på din smartphone. Det kan også være i form af en sms-kode, du modtager, efter du har indtastet dit kodeord.

NemID er et eksempel på to-trins-login: Du taster først dit kodeord og derefter en engangskode fra dit nøglekort.

Slå derfor to-trins-godkendelse til dér, hvor du kan. Det kan nemt gøres på mail, sociale medier og øvrige tjenester. Alle disse tilbyder løsninger til to-trins-godkendelse. 

Længere kodeord er mere sikre

Hvis du ikke kan slå to-trins-login til, er det ekstra vigtigt, at dit primære kodeord er stærkt. Og det skal være unikt – du må ikke bruge det andre steder.

Dit primære kodeord er oftest det, du har til din e-mail. Du bruger nemlig din e-mail til at logge på en masse andre steder på nettet.

Det kan være svært at huske en masse forskellige symboler, tal og store/små bogstaver.

Den vigtigste tommelfingerregel er derfor:

  • Dit kodeord skal være længere end 12 tegn
  • Dit kodeord skal være unikt

Læs mere www.viholderhackerneude.dk/kodeord.

Hold dit NemID for dig selv

Du må ikke tage billeder af dit NemID

Selv om det kan være fristende at have et billede af dit NemID-nøglekort på telefonen, så man altid har det ved hånden, er det meget risikabelt. Det er faktisk forbudt at tage et billede af sit NemID-nøglekort.

Læs mere: www.viholderhackerneude.dk/nemid.

Du kan selv spærre dit nøglekort

Hvis du har mistanke om, at dit NemID er blevet hacket, kan du få hjælp til at spærre dit nøglekort og dit login her: Spærring af nemID.

Opdatér dine programmer

Opdaterede programmer er sikre programmer

Der kommer konstant nye opdateringer til programmerne på din computer og til apps på din telefon. Det skyldes ikke kun, at producenterne vil gøre programmerne pænere, bedre og hurtigere. En vigtig grund til, at de laver opdateringer, er faktisk at gøre programmerne mere sikre mod hackere.

Læs mere: www.viholderhackerneude.dk/opdateringer.

Tag sikkerhedskopier

Sikre data ligger to steder

Når uheldet er ude – enten fordi din computer/telefon går i stykker, eller fordi du er blevet hacket – kan du kun få alle dine filer tilbage med det samme, hvis du har opbevaret en kopi af dem et andet sted.

Det gør du ved at tage sikkerhedskopier af indholdet på din computer og din telefon jævnligt. Det er meget nemt, og du kan gøre det på to forskellige måder.

På en ekstern harddisk

En ekstern harddisk er altid lige ved hånden, og filerne er beskyttet mod hackerne, når den ikke er koblet til din computer. Men den kræver også, at du selv sætter den i din computer med jævne mellemrum:

  • Køb en ekstern harddisk
  • Vælg dine vigtigste filer
  • Lav en sikkerhedskopi af filerne
  • Vælg en dag, hvor du vil mindes om at sætte den eksterne harddisk i computeren

I skyen

Du kan også sætte din computer og din telefon op, så de selv tager sikkerhedskopier for dig. Det kaldes at uploade dine filer til ”skyen”.

Hvis du vælger en udbyder, som mange millioner andre bruger (f.eks. Backblaze, IDrive eller Carbonite), er dine filer som udgangspunkt godt sikret.

  • Vælg en løsning for sikkerhedskopiering i ”skyen” ved at søge på nettet efter f.eks. ”online data storage”. Læs anmeldelser af de forskellige tjenester – der er mange, og nogle er bedre end andre
  • Vælg dine vigtigste filer og sæt det op, så der automatisk bliver lavet sikkerhedskopier af dem

Læs mere: www.viholderhackerneude.dk/sikkerhedskopier.

Reagér kun på sikre beskeder

Hackerne udnytter dig, hvis de kan

Hackerne angriber dig ved at lokke dig til at oplyse dine personlige oplysninger. De vil forsøge at udgive sig for at være en bekendt, en offentlig myndighed eller en virksomhed.

Uanset hvem afsenderen af en e-mail eller en sms ser ud til at være, gælder de samme to regler:

  • Send aldrig dine personlige oplysninger (kreditkort-, NemID- og CPR-info) i hverken en e-mail, sms eller messenger
  • Åbn aldrig et link i en e-mail, sms eller messenger-besked, som leder direkte til NemID-login eller indtastning af kreditkort-oplysninger

Hvis pengeinstitutter, virksomheder eller myndigheder beder dig om at gøre noget af ovenstående er der noget galt. Du må ikke reagere på beskeden.

Sådan spotter du usikre e-mails

Tjek altid afsenderens e-mailadresse.

  • Hvis afsenderens navn ikke passer med det, der står efter @‘et, er det sandsynligvis en usikker besked

Ondsindede hackere kan ikke sende mails med f.eks. @nemid i adressen, fordi NemID har sikret sig mod domæneforfalskning. Samme sikring er dog ikke anvendt af alle firmaer, myndigheder og finansinstitutter. Følg derfor altid de to handleregler øverst – uanset hvem afsenderen ser ud til at være.

Læs mere: www.viholderhackerneude.dk/usikrebeskeder.

Tjek altid ”Om os”-siden i netbutikken

En rigtig virksomhed fortæller gerne om sig selv

Hackerne ved, at vi mennesker godt kan lide at gøre et kup. Derfor laver de fup-butikker på nettet, som skal få dig til at bestille varer hos dem, som du aldrig modtager.

Fup-butikkerne ligner næsten rigtige online-butikker, men hackerne har sjældent tid til at skrive gode historier om deres fup-butikker. Rigtige online-butikker vil oftest gerne fortælle om sig selv og deres historie.

  • Tjek derfor altid ”Om os”-siden, inden du køber varer på nettet
  • Hvis ”Om os”-siden ikke findes eller indeholder en beskrivelse med mange underlige sprogfejl, er det sandsynligvis en fupbutik

Læs mere: www.viholderhackerneude.dk/nethandel.