Kan mit barn få et skolebuskort?

Jammerbugt Kommunes GIS-team har i samarbejde med Børne- og Familieforvaltningen udarbejdet et nyt dynamisk kort, der giver borgerne mulighed for hurtigt at danne sig et overblik over, hvilke afstandskriterier, der skal være opfyldt for at en elev er berettiget til et skolebuskort.

Dette kort bliver brugt af Forvaltningen til beregning for kørselsberettigede elever. Forældre har selv mulighed for at se om deres barn er berettigede til skolekørsel, jf. afstandskriterier.

Skolevejen er den nærmeste vej eller sti, som eleverne kan færdes på til fods eller på cykel/knallert.

Skolevejens længde er afstanden ad offentlig tilgængelig vej mellem hjemmets grund og nærmeste indgang til skolegården.

Tjek afstanden på kortet og få hurtigt besked på, om dit barn kan få skolebuskort. Se link til højre.
Bemærk, at kortet ikke kan bruges på en I-Pad.

Sådan bruges kortet:

  • Vælg elevens klassetrin
  • Vælg den relevante skole fra listen
  • I adressefeltet vælges adressen

Kortet vises nu med farvekoder om eleven er berettiget til et skolebuskort.

For at få buskort skal dit barn opfylde afstandskriterierne for befordring.

0.-3. kl. elever, der har længere skolevej end 2,5 km.
4.-6. kl. elever, der har længere skolevej end 6,0 km.
7.-9. kl. elever, der har længere skolevej end 7,0 km.
10. kl. elever, der har længere skolevej end 9,0 km.

Kommunen sørger desuden for befordring af elever, der har kortere skolevej end de foreskrevne regler, hvis vejen skønnes trafikfarlig for nogle klassetrin.

Hvem udleverer buskort når mit barn er kørselsberettiget?

Det er skolerne, der udleverer buskort til de kørselsberettigede elever.

Jeg har målt afstanden via www.krak.dk hvorfor kan mit barn så ikke få buskort?

Kommunen har i samarbejde med Teknisk Forvaltning udarbejdet et kort til beregning af afstande. Dette kort er meget nøjagtig og vil være det kort, der bliver brugt. Link til kortet kan du finde i højre side.

Er dit barn ikke berettiget til et skolebuskort kan der være følgende muligheder for transport til og fra skole

Hvis der kører en NT bus på strækningen, kan forældrene selv købe buskort på Nordjyllands Trafikselskabs hjemmeside. Se link i højre side.

Der kan med fordel benyttes Flex-tur igennem NT.

Hvis du ønsker, at dit barn skal køre med den kommunale skolebus, kan du se en oversigt over de kommunale skolebusser på siden Køreplaner 2016-2017.

Forløbet af de enkelte ruter ændres ikke (en rute er ofte forskellig på hver afgang, fordi de udelukkende er planlagt efter bopælen for de kørselsberettigede elever, som har fri på netop dette tidspunkt)

For at eleverne kan blive kørt med taxa, skal de være registreret igennem kørselskontoret. 

Hvor kan jeg klage over en afgørelse?

Du kan sende en skriftlig klage til adressen:

Børne- og Familieforvaltningen
Toftevej 43
9440 Aabybro
Att. Kørselskontoret
eller på mail: taxa@jammerbugt.dk

 

Kontakt

Kørselskontoret
taxa@jammerbugt.dk
Tlf. 41 91 24 10
Telefontid: 08.00 - 12.00

NT - Flextrafik