Skrotpræmie for bil

Du får en skrotpræmie, hvis din bil bliver skrottet hos en miljøgodkendt autoophugger

Skrotpræmiens størrelse og betingelser

Hvis du afleverer din bil til ophugning hos en af landets miljøgodkendte og registrerede ophuggere, kan du få en skrotpræmie på 1.500 kr. (2016).

Præmien er skattefri, men du skal selv betale for ophugningen af køretøjet.

Ordningen gælder for personbiler (op til ni personer) og små varebiler (under 3.500 kg). Bilen skal have være ansvarsforsikret, og den skal afmeldes i Motorregisteret.

Sådan bliver skrotpræmien udbetalt

Du skal aflevere din bil til en registreret autoophugger og samtidig medbringe bilens registreringsattest. Hvis bilen er afmeldt, og nummerpladerne afleveret på motorkontoret, skal du medbringe dokumentation for det. Det koster 250 kr. at aflevere bilen hos en autoophugger.

Autoophuggeren udsteder en skrotningsattest. Det er som hovedregel den sidst registrerede ejer af bilen, der skal underskrive skrotningsattesten.

Attesten indsendes til Miljøordning for biler. Når ordningen har modtaget skrotningsattest og dokumentation for afmelding af bilen, overfører de præmien til din bankkonto.

Huskeliste

Medbring registreringsattest til autoophugger. Se vejledningen 'Hvad skal jeg gøre, når bilen skal skrottes?' på hjemmesiden Bilordning.dk

Bilordning (nyt vindue)