Sikkerhed i bilen

Der findes en hel del sikkerhedsudstyr til biler. Noget er lovpligtigt, og andet er valgfrit

Alle skal bruge sikkerhedssele

Der skal være sikkerhedsseler på alle siddepladser i biler. Det er med andre ord ulovligt at være flere i bilen, end der er sikkerhedsseler til, og alle i bilen skal have sikkerhedssele på. 


Selerne skal være godkendt med mærkerne E, e eller FMVSS 209.

Til børn findes der forskellige udformninger af barnestole og sædepuder, som passer til børnenes forskellige alderstrin. Når børnene er under 15 år, er det førerens ansvar, at de bruger sele.



Fritagelse via lægeattest

Du skal have en lægeattest for at blive fritaget for at bruge sikkerhedssele. Du skal medbringe lægeattesten under kørsel og vise den, hvis politiet beder om det.



Fritagelse ved erhvervskørsel


Pligten til at bruge sikkerhedssele gælder ikke ved erhvervsmæssig kørsel med lav hastighed. Hvis du under kørslen ofte skal stige ind og ud af køretøjet, og afstanden mellem de enkelte stop ikke overstiger 500 m, behøver du ikke at bruge sikkerhedssele. Det gælder fx inden for postvæsenet, politiet, forsvaret og som fører af hyrevogn.


Sikkerhedsseler i ældre biler


For personbiler, der er registreret første gang før 1. juli 1969, er der ikke krav om sikkerhedsseler, hverken på forsæder eller bagsæder.

Personbiler, der er registreret første gang inden 1. april 1989, skal som minimum have sikkerhedsseler på forsæderne.

Personbiler, der er registreret første gang 1. april 1989 eller senere, skal have sikkerhedsseler på både forsæder og bagsæder.

Særlige regler for børn i bilen

Der gælder særlige regler for børn i bilen:

  • føreren skal sørge for, at børn under 15 år er spændt fast
  • det er førerens ansvar, at børn sidder i det rigtige udstyr i bilen
  • alle børn under 135 cm skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til alder, størrelse og vægt
  • det er forbudt at placere et barn i en bagudvendt barnestol på forsædet, med mindre den forreste airbag er deaktiveret
  • børn under tre år må ikke transporteres i biler uden sikkerhedsseler; det er dog lovligt i busser, der ikke har seler
  • børn, der er fyldt tre år og derover, men er under 135 cm, skal sidde på bagsædet, hvis bilen ikke har sikkerhedsseler.

Der er enkelte undtagelser fra disse regler: 


  • taxaer er ikke forpligtet til at medbringe barnestole, men må gerne køre med mindre børn på bagsædet
  • børn, der er fyldt 3 år og derover, skal være spændt fast med taxaens sikkerhedsseler.

Airbag er kun et supplement

En airbag er en stor luftpude, der bliver aktiveret ved sammenstød. Airbaggen er et supplement til, men ikke en erstatning for, sikkerhedsselen.


Airbag kan være farlige for mindre børn

Der er følgende retningslinjer for brug af airbag, når der er børn i bilen:

  • Børn under 140 cm bør være på bagsædet i hhv. vugge/babylift, babystol, barnestol eller selepude.
  • Børn over 140 cm kan sidde på forsædet, hvis barnet kan anvende bilens almindelige sele uden ekstraudstyr og nå gulvet i bilen med fødderne. Træk sædet helt tilbage, så afstanden til airbaggen er så stor som mulig.

Hvis man kører meget alene med sit barn og gerne vil have barnet siddende på forsædet, kan man overveje at få airbaggen koblet fra på et autoriseret værksted.

Brug børnestole mv. korrekt 



Sikkerhedsudstyr til børn må kun sælges, hvis det er godkendt fra officiel side. 



E-godkendelsen er en fælleseuropæisk godkendelse. Autostole skal være godkendt efter betegnelserne ECE (R)-44-03 eller 44-04. Det betyder, at der skal være et E-mærke på autostolen, og at talrækken under eller efter E-mærket starter med enten 03 eller 04.

Er autostolen fastmonteret, hedder godkendelsen ECE (R) 44-05, og i dette tilfælde skal E-mærket efterfølges af 05. Er din autostol ikke mærket med et E-mærke, er den ulovlig.

0-4 måneder: vugge/babylift/boxette

En babylift, boxette eller barnevognsindsats sikret med liftnet skal du placere, så barnets hoved vender ind mod midten af bilen. Den skal stå på forsædet eller bagsædet vinkelret på kørselsretningen. Disse typer skåner babyens ryg mere end en babystol.

0-9 måneder: babystol

Alle babystole er bagudvendte. De kan placeres lovligt på forsæder uden airbag eller på bagsædet vha. den almindelige sikkerhedssele. Hvis barnets hoved stikker mere end et par centimeter op over autostolens ryg, er stolen for lille.

9 måneder-4 år (vægt 9-18 kg): barnestol/autostol

Du kan bruge både en bagudvendt og en fremadvendt autostol. Der er stor forskel på børns størrelse i samme alder, og det er vigtigt, at udstyret passer. Man skal derfor købe sikkerhedsudstyr efter barnets vægt og størrelse og ikke efter alder. Hvis barnets hoved stikker mere end et par centimeter op over stoleryggen, er stolen for lille. Mange barnestole kan vende begge veje, så man kan bruge stolen bagudvendt, indtil barnet bliver for stort til at sidde bagudvendt.

Over 4 år (vægt ca. 15-25 kg): selepude

Selepuden løfter barnet op, så det kan bruge bilens almindelige sikkerhedssele. Selens skrå rem skal løbe hen over barnets skulder og bryst. Hvis selen går hen over halsen, er barnet for lille til at bruge selepude uden ryglæn. Man kan også købe selepuder med ryglæn, der hjælper med at holde selen væk fra halsen. Ryglænet beskytter også hovedet som en nakkestøtte og holder barnets hoved, hvis det falder i søvn.

Over 140 cm


Når barnet er omkring 140 cm højt, kan barnet bruge bilens almindelige sikkerhedssele uden ekstraudstyr.

Krav til dækmønster (slidbane)

Person- og varebiler skal have mindst 1,6 mm dækmønster overalt.

Er køretøjet registreret efter den 1. april 1991, skal dækket yderligere være forsynet med slidindikatorer.

På køretøjer med en totalvægt på over 3.500 kg samt motorcykler skal dækmønsteret være mindst 1 mm.

Bilens lygter

Motordrevne køretøjer skal altid have nærlyset tændt. Det gælder alle former for biler, traktorer, knallerter og lignende.

Du kan få flere oplysninger om lygtetænding hos politiet. 



Højtsiddende stoplys 


Højtsiddende stoplys er lygter, der er placeret midt i bilens bagrude – enten i over- eller underkanten af ruden. Det højtsiddende stoplys lyser samtidig med bremselyset.

Fordelen ved stoplyset er, at de bilister, der kører bagved, kan se, at den forankørende bil bremser, selv om der måske er to-tre biler imellem. Højtsiddende stoplys er ikke lovpligtige.

Huskeliste

Som fører af en bil, er det dit ansvar:

  • at bilen er forsynet med det krævede sikkerhedsudstyr
  • at børn under 15 år er spændt fast
  • at børn sidder i det rigtige udstyr i bilen