VEU-godtgørelse

Du kan søge VEU-godtgørelse, hvis du ønsker at deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Kan jeg få VEU-godtgørelse?

VEU-godtgørelse er til lønmodtagere i arbejde og selvstændige erhvervsdrivende. VEU-godtgørelse gives til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.

Du skal ikke have en bestemt alder for at kunne søge VEU-godtgørelse.

Ud over VEU-godtgørelse findes der en anden støtteordning til voksenuddannelse – statens voksenuddannelsesstøtte - SVU. SVU gives til nogle uddannelser på folkeskole- eller gymnasialt niveau og til nogle videregående uddannelser. Om du skal have VEU-godtgørelse eller SVU afhænger af niveauet på den uddannelse, du vil tage.

Generelle krav

Der er nogle enkelte generelle betingelser for at få VEU-godtgørelse, som alle skal opfylde.

  • Du må ikke have en uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger en erhvervsuddannelse eller en anden uddannelse, som kan ligestilles hermed - med mindre du ikke har brugt uddannelsen de sidste fem år.
  • Du skal være i arbejde.
  • Du skal have tilknytning til det danske arbejdsmarked. Det betyder, at du skal være ansat hos en arbejdsgiver, der er underlagt dansk lovgivning. Er du selvstændig erhvervsdrivende, skal din virksomhed være underlagt dansk lovgivning.
  • Du skal opfylde adgangsbetingelserne til en af de uddannelser, som man kan få VEU-godtgørelse til.

Derudover gælder der nogle særlige betingelser. Betingelserne afhænger af din arbejdssituation og din uddannelsesbaggrund.

Læs mere om betingelserne for at få VEU-godtgørelse på veug.dk. Her kan du også se, hvilke typer af uddannelser du kan få VEU-godtgørelse til.

Hvor meget kan jeg få?

VEU-godtgørelse svarer til 80 pct. af den højeste dagpengesats. Ydelsen sættes ned forholdsmæssigt, når du deltager i deltidsundervisning.

Læs mere om, hvordan VEU-godtgørelsen beregnes på veug.dk

Hvordan får jeg VEU-godtgørelse?

Hvis du får løn under uddannelsen, skal din arbejdsgiver søge VEU-godtgørelse via EfterUddannelse.dk.

Hvis du ikke får løn under uddannelsen, kan du søge VEU-godtgørelse digitalt via EfterUddannelse.dk. Det kræver, at du har NemId eller Digital Signatur.

Du kan også søge VEU-godtgørelse på et papirskema. Du får udleveret skemaet på det uddannelsessted, hvor du gerne vil tage en uddannelse.

Læs mere om, hvordan du søger VEU-godtgørelse på veug.dk

Skat af VEU

Der er trukket skat og ATP af VEU-godtgørelsen, inden den udbetales til dig.

Befordringstilskud

Du kan søge om tilskud til dækning af de udgifter, du har til transport til og fra din uddannelse.

Hvis du vil klage

Ønsker du at klage over en afgørelse, skal du gøre det senest fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Du kan ikke klage over afgørelser om, hvorvidt en ansøgning er rettidigt afleveret.

Du kan klage over følgende:

  • afgørelser om VEU-godtgørelse for tab af indtægt
  • afgørelser om VEU-godtgørelse udbetalt til arbejdsgiveren
  • afgørelser om VEU-godtgørelse under lovlig konflikt og
  • afgørelser om tilbagebetaling.

Læs mere om, hvordan du klager på veug.dk

Læs også

Du kan få mere at vide om VEU-godtgørelse og befordringstilskud på det uddannelsessted, hvor du vil tage en uddannelse.