Universitetsuddannelser

To gange årligt, 15. marts og 5. juli, er der frist for ansøgning om optagelse på de videregående uddannelser

Søg om optagelse på en universitetsuddannelse

Ansøgningen til en universitetsuddannelse (tidligere kendt som de lange videregående uddannelser) foregår digitalt, og du søger via optagelse.dk. Her udfylder du ansøgningen til den eller de uddannelser, du søger ind på.

Prioritering

Du skal sende ansøgninger til alle de uddannelser, du ønsker optagelse på.

Den uddannelse, du ønsker som 1. prioritet, skal desuden have tilsendt et prioriteringsskema. Den Koordinerede Tilmelding sikrer, at du kun bliver optaget på én uddannelse, og at det bliver den uddannelse, du har prioriteret højest - af dem du kan komme ind på.

Kvote 1 og kvote 2

På mange videregående uddannelser er der flere ansøgere end studiepladser. Pladserne er delt op i to kvoter: Kvote 1 og kvote 2. I kvote 1 bliver du optaget på grundlag af dit karaktergennemsnit. Ansøgere med de højeste gennemsnit bliver optaget først. Hvert år bliver adgangskvotienten til de enkelte uddannelser offentliggjort. Adgangskvotienten fortæller, hvad det laveste gennemsnit var blandt de ansøgere, der kom ind på uddannelsen.

I kvote 2 bliver ansøgningerne vurderet individuelt efter forskellige kvalifikationskriterier, som uddannelsesinstitutionen selv fastlægger. Nogle uddannelsessteder ser fx på, hvad du har lavet efter din adgangsgivende eksamen.

Hvornår skal jeg ansøge?

Er du kvote 1-ansøger, skal uddannelsesstederne senest have din ansøgning 5. juli kl. 12.00.

Er du kvote 2-ansøger, skal uddannelsesstederne senest have din ansøgning 15. marts kl. 12.00.

Hvornår får jeg svar?

30. juli får du svar på, om du er kommet ind eller ej.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kommer ind?

Er du ikke kommet ind på dit ønskede studium, er der tit ledige pladser på andre uddannelser, som du kan søge. På den koordinerede tilmeldings hjemmeside kan du se en liste over de steder, der har ledige pladser.

Få mere at vide

Du kan få flere oplysninger om universitetsuddannelser på hjemmesiden UddannelsesGuiden, hos din studievejleder og i de syv regionale Studievalg-centre.

Vil du vide mere om reglerne for optagelse, kan du hente information på hjemmesiden optagelse.dk.

Hvis du vil klage

Ønsker du at klage over, at du ikke er blevet optaget på din ønskede uddannelse, kan du sende en skriftlig klage til uddannelsesstedet. Det skal ske inden to uger, efter du har modtaget afslaget.