Ferie ved barsel m.m.

Der gælder særlige regler for din ferie ved fx sygdom, barsel, fratrædelse og arbejdskonflikter

Optjener jeg ferie under min barsel?

Når du er på barsels- eller adoptionsorlov, optjener du ferie, hvis du får hele eller dele af din løn udbetalt fra din arbejdsgiver. Selvom din arbejdsgiver kun får din løn delvist refunderet af Udbetaling Danmark, har du stadig ret til betalt ferie.

Du optjener også ferie, hvis der er perioder, hvor du kun får indbetalt pension fra din arbejdsgiver. Pensionsindbetalingen betragtes som en del af din løn.

Du optjener ikke betalt ferie, hvis du kun får barselsdagpenge.

Udbetaling af ferie optjent under barsel

Når du holder den ferie, du har optjent under din barsels- eller adoptionsorlov, afhænger udbetalingen af, om du stadig er ansat hos den samme arbejdsgiver, som du har optjent ferien hos.

Hvis du har ferie med løn, og du er ansat hos samme arbejdsgiver, har du ret til din sædvanlige løn på ferietidspunktet.

Hvis du i mellemtiden er fratrådt, skal din arbejdsgiver indberette og betale dine feriepenge, når du fratræder din stilling.

Hvis du har modtaget barselsdagpenge i løbet af din barsel, skal du kontakte din a-kasse.

Optjener jeg ferie, hvis jeg delvist har genoptaget arbejde?

Hvis du delvist arbejder og er på barsels- eller adoptionsorlov, optjener du ret til betalt ferie, hvis du får løn for alle dagene i måneden.

Hvis du ikke får løn for de dage, hvor du holder orlov, optjener du ikke ferie på disse dage. Du optjener 0,07 dages ferie pr. ansættelsesdag med løn.

Eksempel:
Du har genoptaget arbejdet mandag til torsdag, men du er på barsel uden løn hver fredag. Hvis der i en måned er 31 dage med 5 fredage har du 26 ansættelsesdage (31- 5).

Du optjener derfor 1,82 dages betalt ferie i denne måned (26 ansættelsesdage x 0,07).

Kan jeg holde ferie, mens jeg har orlov?

Du kan ikke holde ferie, når du holder barsels- eller adoptionsorlov. Hvis din orlov begynder i din ferie, eller du får en graviditetsbetinget sygdom under din ferie, har du mulighed for at afbryde ferien og holde resten på et senere tidspunkt.

Har du delvist genoptaget arbejdet, og arbejder du hele dage, kan du holde din øvrige ferie på de dage, hvor du arbejder. Du kan ikke holde din hovedferie på 15 dage, da de skal holdes i træk.

Eksempel:
Du har genoptaget arbejdet på fuld tid mandag til onsdag. Torsdag og fredag holder du barsel. Du kan derfor holde din restferie mandag til onsdag.

Udbetaling af feriepenge under orlov

Hvis du er forhindret i at holde dine 15 dages hovedferie i træk på grund af barsel eller adoption frem til den 30. september, kan du få udbetalt højst 15 feriedage uden at holde ferie.

Hvis du er forhindret i at holde ferie på grund af barsel eller adoption helt frem til ferieårets udløb den 30. april, kan du få udbetalt op til 25 dage uden at holde ferie.

Eksempel:
Du begynder din barsel den 15. juni og er på barsel indtil den 1. april året efter. Du har alle 25 feriedage til gode. Du kan få feriepengene for hovedferien (15 dage) udbetalt, men du kan ikke få de sidste 10 dage udbetalt, da du har mulighed for at holde dem, når din barsel slutter den 1. april. Du kan holde de ti dages øvrig ferie frem til den 30. april.

Overførsel af ferie

Hvis du er forhindret i at holde din ferie på grund af barsel eller adoption, kan du overføre ferien i stedet for at få pengene udbetalt. Du kan overføre 15 feriedage, hvis du er forhindret helt frem til den 30. september. Du kan overføre 25 feriedage, hvis du er forhindret helt frem til den 30. april.

Vær opmærksom på, at det kun kan lade sig gøre, hvis du er omfattet af en overenskomst, som giver dig mulighed for at overføre ferie. Du skal lave en skriftligt aftale med din arbejdsgiver senest den 30. september efter ferieårets udløb.