Fødselsregistrering

Når jeres barn er født, skal myndighederne have besked om fødslen inden 14 dage. Så får barnet et CPR-nummer og en fødselsattest

Fødselsanmeldelse

Du skal kun anmelde dit barns fødsel under følgende omstændigheder:

  • Hvis moren bor uden for Sønderjylland, og ingen jordemoder har medvirket ved fødslen.
  • Hvis moren bor i Sønderjylland, og fødslen er ikke sket på et hospital. Du kan anmelde fødslen på blanketten, herunder:
  • Fødselsanmeldelse

Fødslen kan ikke anmeldes med NemID. Dette gælder, uanset om du er medlem af folkekirken eller ej.

Når barnet fødes på hospitalet

Jordemoderen indberetter fødslen til personregisterføreren. Det vil sige sognepræsten eller kirkekontoret i sognet, hvor moren bor.

Hvis I bor i Sønderjylland, indberetter jordemoderen i stedet fødslen til kommunen.

Hvis I ikke er gift med hinanden og sammen ønsker at varetage omsorgen og ansvaret for barnet, skal I anmelde faderskab digitalt, det kan I læse mere om her:

Når barnet fødes hjemme

Bor barnets mor i Sønderjylland

I skal selv som forældre anmelde fødslen til kommunen. Læs mere om registrering af fødsler og navne i Sønderjylland eller print en fødselsanmeldelse til registrering af fødsel eller navn.

Bor barnets mor uden for Sønderjylland

Hvis ingen jordemoder har medvirket ved fødslen, skal I selv som forældre anmelde fødslen til sognet dér, hvor fødslen er fundet sted. Har en jordemoder medvirket, anmelder jordemoderen fødslen.

Bor barnets mor i udlandet, men føder i Danmark

Har en jordemoder medvirket ved fødslen, bliver fødslen registreret i sognet, hvor fødslen har fundet sted.

Hvis du bor i udlandet og føder i Danmark

Hvis du føder et barn og ikke har en dansk folkeregisteradresse, registreres fødslen i sognet, hvor fødslen har fundet sted. Det er kun, hvis en jordemoder ikke har medvirket ved fødslen, at du skal anmelde fødslen. Du kan selv printe blanketten ud. Send den til sognet, hvor fødslen har fundet sted. Find sognet herunder:

Her gælder også, at hvis du føder på et sygehus, der ligger i Sønderjylland, så lad sygehuset vejlede dig i, hvilken kommune blanketten skal sendes til i Sønderjylland.

Hvis du bor i Danmark og føder i udlandet

Hvis du føder et barn i udlandet, og du har dansk folkeregisteradresse, skal du ved indrejse i Danmark henvende dig og få barnet registreret hos folkeregisteret, dér hvor du bor.

Du skal medbringe barnets udenlandske fødsels- og navneattest.

Hvordan får du en attest på dit barn?

Du kan bestille en attest på dit barn ved henvendelse til dit bopælssogn, som du kan finde på sogneportalen.

For at kunne bestille, skal du skal medbringe legitimation. Er barnet født i Sønderjylland, skal du dog rette henvendelse til den kommune, hvor fødslen er registreret. Find kommunen herunder:

Er barnet ikke født i Danmark, kan du kun få en attest fra en dansk myndighed, hvis barnet har fået en navneændring i Danmark efter 1. april 2006.

Bemærk, at danske myndigheder allerede har adgang til de informationer, der er på en dansk attest. Derfor er det kun sjældent nødvendigt at bruge en attest overfor en dansk myndighed.

Det er ikke muligt at bestille en attest på dit barn med NemID.

Lovgivning

Registreringen af nye borgere følger reglerne i loven om anmeldelsespligt ved fødsler og dødsfald, se herunder.