Om Min Side

Det offentlige har omkring 3000 hjemmesider. På borger.dk får du et samlet overblik og indgang til hele det offentlige via én side. Du har også adgang til personlige oplysninger fra det offentlige på Min Side.

Hvad er Min Side?

Min Side er din helt personlige side og indgang til det offentlige på borger.dk. Her kan du se nogle af de oplysninger, det offentlige har om dig.

Når du logger på med NemID, får du adgang til dine personlige oplysninger fra bl.a. SKAT og CPR-registeret – og samtidig kan du benytte en række selvbetjeningsløsninger.

Hvordan logger jeg på Min Side?

Du logger på Min Side med NemID. Det sikrer, at du er den eneste, som kan se dine oplysninger. Hvis du ikke har et NemID, kan du læse om bestilling i punktet 'Hvordan får jeg NemID?'.

Husk at logge rigtigt af Min Side

Når du er logget på Min Side, skal du huske at logge af efter dit besøg - især hvis du bruger borger.dk fra en offentlig computer på fx et bibliotek. Ellers risikerer du, at brugeren af computeren efter dig kan se dine personlige oplysninger.

For at logge korrekt ud fra borger.dk skal du klikke på knappen 'Log af' øverst på skærmen og lukke de browservinduer, du har åbne, ved at klikke på krydset øverst i højre hjørne på alle åbne browservinduer.

Det er ikke nok at klikke på krydset på fanebladet i din browser. Hvis du kun lukker et faneblad, vil du stadig være logget ind, og der vil stadig være adgang til dine personlige oplysninger. Det samme princip gør sig gældende på andre sites, hvor man bruger log-in.

Hvad kan jeg se på Min Side?

Når du logger på Min Side, vil du kunne finde information fra forskellige offentlige systemer og registre, fx:

  • Personoplysninger fra CPR-registret – oplysninger som navn og CPR-nummer om dig selv og evt. børn
  • Bolig – oplysninger fra BBR-registret
  • Økonomi, skat og pension: indkomstoplysninger fra SKAT og SU fra Statens Administration

Nogle oplysninger på Min Side er også kommunespecifikke. Det betyder, at kun nogle kommuner tilbyder disse oplysninger. Eksempelvis tilbyder Københavns Kommune lånerstatus fra biblioteket, ligesom nogle kommuner tilbyder digital pladsanvisning på Min Side.

Hvad du kan se, afhænger dog også af, hvem du er. I nogle af de sammenhænge, hvor Min Side ikke kan finde oplysninger om dig, vil du kunne opleve at se tomme felter.

Hvor får Min Side denne information fra?

Min Side henter oplysningerne fra forskellige registre, som alle tilhører offentlige myndigheder. For at borger.dk kan præsentere oplysninger fra forskellige myndigheder for dig på Min Side kræver det som minimum opslag i CPR- og BBR-registrene. Oplysningerne hentes udelukkende med det formål at vise dem for dig, og det er kun dig, der kan se dine oplysningerne på Min Side.

Eftersom Min Side henter dine oplysninger fra andre hjemmesider, betyder det også, at hastigheden på Min Side afhænger af de andre hjemmesider. Derfor kan det nogle gange tage lidt tid at få hentet alle oplysningerne ned. I nogle tilfælde vil Min Side derfor dirigere dig videre til en anden offentlig hjemmeside, hvor du kan se oplysningerne. Her behøver du ikke at logge ind igen.

Samtykkeerklæring: Hvorfor skal jeg give samtykke, når jeg logger ind?

Dine personlige oplysninger på Min Side skal behandles sikkert og fortroligt og efter Persondatalovens forskrifter. På grund af sikkerhedsmæssige hensyn skal du derfor give samtykke til, at borger.dk henter og viser dine personlige oplysninger for dig.

Hvad nu, hvis jeg ikke giver samtykke. Kan jeg så se noget på Min Side overhovedet?

Du giver samtykke til, at vi bruger dine oplysninger til at tilpasse borger.dk til dig. Hvis du ikke ønsker at give samtykke til det, så kan vi kun vise visse oplysninger om dig.

Hvor lang tid kan jeg se oplysninger for mit barn?

Du kan se oplysningerne om dine børn, indtil barnet fylder 18. Så forsvinder barnets oplysninger fra din side.

Hvorfor kan jeg se kun se mit barns CPR-nummer i menuen?

Navnene på dine børn bliver vist i menuen på Min Side, hvis det fremgår i CPR-registret, at du har forældremyndigheden over dem.

Hvis du ikke har forældremyndigheden, eller hvis det ikke står i CPR-registret, er det kun barnets CPR-nummer, som du vil kunne se.

De danske myndigheder begyndte først i foråret 2004 at registrere spørgsmålet om forældremyndighed i CPR-registeret. Hvis du har børn, der er født før maj 2004, vil det ikke fremgå i CPR-registeret, om du har forældremyndigheden. Der kan derfor være forskel på, hvad du kan se om dine børn på Min Side, alt efter om de er født før eller efter maj 2004.

Der er fejl i mit navn på borger.dk - hvad er der galt?

Når borger.dk viser dit navn på portalen, kommer oplysningerne dels fra det navn, der står i dit NemID og dels fra det navn, du står anført i CPR-registret med.

Hvis navnet ikke er korrekt et af de to steder, kan det blive vist forkert på borger.dk.

Jeg er flyttet til en ny kommune - hvorfor kan jeg ikke se de samme oplysninger?

Landets kommuner har ikke pligt til at vise de samme oplysninger på Min Side, og derfor kan der være forskel på, hvad du kan se på Min Side, når du flytter fra en kommune til en anden.

Hvis din gamle kommune fx stillede Barnets Bog/Barnets Journal til rådighed på Min Side, og du ikke længere har adgang til disse oplysninger, skal du kontakte din sundhedsplejerske i den kommune, du flyttede fra. Sundhedsplejersken har herefter pligt til at udskrive journalen til dig.

Hvad er borger.dk’s lovhjemmel til at indhente oplysninger om mig og min familie?

Borger.dk er juridisk forankret under Digitaliseringsstyrelsen og har (jf. Persondatalovens § 6) fået tildelt en myndighedsopgave i forhold til at etablere og drive borger.dk, herunder Min Side.

At du har ret til at se visse personoplysninger om fx din partner eller ægtefælle på Min Side skyldes, at du ifølge CPR-loven og Persondataloven også har ret til registerindsigt i det danske CPR-register. CPR-kontoret under Social- og Indenrigsministeriet tolker dette som retten til at se bl.a. CPR-numre for din ægtefælle eller partner og/eller dine børn, uanset om du har forældremyndigheden over børnene eller ej.

Du kan se flere CPR-oplysninger via CPR-kontorets hjemmeside, hvor du også kan logge på med dit NemID.

Fuldmagt på Min Side - hvad kan jeg give fuldmagt til og til hvem?

En fuldmagt er en mulighed for, at du kan få andre til at klare dine gøremål på nettet, fx at melde udrejse, vælge læge eller anmode om adressebeskyttelse.

Du kan give fuldmagt til en person, en medarbejder eller en virksomhed, og du kan selv bestemme, hvor længe fuldmagten skal gælde. Den vil dog altid have en slutdato.

Du giver en fuldmagt ved at gå ind på 'Fuldmagt' på Min Side, eller ved at gå ind på én af digitale løsninger, som har brugt fuldmagtsløsningen. På den måde kan du lade en anden gøre det, der skal gøres, på dine vegne.

Papirfuldmagt

Hvis du som pårørende fx ønsker at hjælpe et ældre familiemedlem på et område, hvor der endnu ikke findes en digital fuldmagt, kan du som hidtil også anvende en papirfuldmagt.

Du kan læse mere om fuldmagter i artiklen på borger.dk.

Hvordan får jeg NemID?

Du kan bestille NemID på nemid.nu.

Kan jeg bruge borger.dk med et ungdomscertifikat (mellem 15-18 år)?

Med et ungdomscertifikat har du mulighed for at logge på borger.dk, og du vil få adgang til de digitale løsninger, som du har behov for. Det er dog ikke sikkert, at alle løsninger er sat op til at virke med certifikatet. Du kan også se Min Side og læse din digitale post, men resten af Min Side vil ikke blive vist.