Overførsel af ferie

Optjent ferie ud over 20 dage kan du i nogle tilfælde overføre til det efterfølgende ferieår, hvis du er omfattet af ferieloven

Kan jeg overføre min ferie til næste ferieår ?

Efter ferieloven skal den optjente ferie som udgangspunkt holdes i ferieåret. Du har dog mulighed for at overføre optjent ferie ud over 20 dage (den 5. ferieuge), som du ikke har holdt i ferieåret, til det næste ferieår, såfremt visse betingelser er opfyldt.

Hvis du tidligere har overført ferie og derfor haft flere feriedage end 25 til brug for indeværende ferieår, kan alle feriedage udover 20 overføres til næste ferieår.

Du kan dog være omfattet af en overenskomst, som indeholder begrænsninger i hvor mange feriedage, du kan overføre fra et ferieår til det efterfølgende.

Eksempel

Hvis du fra ferieåret 2015/2016 overførte 5 feriedage til ferieåret 2016/2017 havde du 30 feriedage til det ferieår. Du har derfor mulighed for at overføre 10 feriedage til ferieåret 2017/2018.

For at du kan overføre optjent ferie ud over 20 dage fra et ferieår til det næste, er det en betingelse, at du skriftligt har aftalt det med din arbejdsgiver. Det er dog ikke muligt at indgå en sådan aftale, hvis du er omfattet af en kollektiv overenskomst, der ikke giver ret til at aftale overførsel af ferie.

Hvis du har optjent ferie med feriegodtgørelse, skal din arbejdsgiver give besked om jeres aftale til FerieKonto, eller den, der administrerer feriekortordningen, evt. via Feriepengeinfo.

Aftalen skal indgås, og beskeden videregives, inden den 30. september efter ferieårets udløb.

Du kan kun overføre ferien, hvis du er i et ansættelsesforhold. Det er imidlertid ikke en betingelse, at ferien er optjent hos den arbejdsgiver, som du indgår aftalen med. Du skal holde den overførte ferie, før du holder anden optjent ferie i det nye ferieår. Den overførte ferie kan imidlertid både indgå i hovedferien på 3 uger eller i den øvrige ferie, afhængig af hvordan du holder ferien. Selvom du har overført ferie, har du dog ikke krav på at holde en længere sammenhængende hovedferie end 3 uger.

Sådan gør du:

Hvis du ønsker at overføre ferie, skal du lave en skriftlig aftale med din arbejdsgiver, dvs. udfylde en blanket om de feriedage, du vil overføre til næste ferieår. Blanketten er kun tilgængelig i perioden 1. april til 30. september.

Hvis du har været forhindret i at afholde ferien i ferieåret

Nogle kollektive overenskomster giver dig desuden mulighed for at aftale overførsel af ferie, hvis du har været forhindret i at holde ferien på grund af en feriehindring i ferielovens forstand. Kontakt din fagforening eller arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en kollektiv overenskomst giver mulighed for overførsel af ferie på grund af en feriehindring.

Det er en betingelse, at du enten er forhindret i at holde din hovedferie inden ferieperiodens udløb den 30. september eller forhindret i at holde ferien inden ferieårets udløb den 30. april. Desuden skal der være tale om en feriehindring efter ferieloven.

Hvis du har ret til erstatningsferie for sygdom opstået under ferien, og du på grund af sygdom er forhindret i at holde ferien op til ferieårets udløb den 30. april, har du altid ret til at overføre ferien til det efterfølgende ferieår.

Feriehindringer