Testamente

Du kan oprette et testamente, hvis du ønsker, at andre end dine tvangsarvinger skal have glæde af din formue.

Testamente

Ved at oprette testamente kan du bestemme, hvad der skal ske med dine ejendele, når du dør. Du kan kun testamentere de tre fjerdedele af arven, der ikke skal tilfalde dine tvangsarvinger (ægtefælle og livsarvinger). Har du ingen tvangsarvinger, kan du frit disponere over alle dine værdier og ejendele.

Du kan frit tilbagekalde dit testamente, medmindre det er gjort uigenkaldeligt. Der må dog ikke være nogen tvivl om, at du har ønsket at tilbagekalde testamentet. Egentlige forandringer af et testamente sker ved at følge reglerne om oprettelse af testamenter.

Oprettelse af testamente

For at kunne oprette et testamente, skal du være fyldt 18 år. Desuden skal du være i stand til at handle fornuftigt. Et testamente skal oprettes skriftligt. Det skal underskrives eller vedkendes (dvs. accepteres) under overværelse af to vidner (vidnetestamente) eller en notar i byretten (notartestamente). Vidnerne/notaren skal efterfølgende underskrive testamentet.

Genpart

Hvis du ønsker det, kan en genpart/kopi af et testamente, der er underskrevet eller vedstået for en notar, opbevares på dommerkontoret.

Ved underskrift hos notaren skal du medbringe:

  • Det originale testamente, der skal underskrives. Det må ikke være underskrevet hjemmefra
  • En kopi af testamentet
  • Legitimation i form af pas, kørekort eller anden offentlig billedlegitimation. Hvis du ikke har den nævnte legitimation, kan du spørge notaren, hvad der ellers kan bruges
  • 300 kr. (2016) pr. dokument i retsafgift.

Notaren skal sikre sig, at du er fornuftig nok til at oprette testamente. Det kan fx ske ved at tale om testamentets indhold.

Det er ikke notarens opgave at godkende indholdet i testamentet. Nogle notarer plejer dog at påpege åbenlyse mangler eller misforståelser, men det kan man ikke altid regne med. Det er derfor ikke udtryk for, at det er godt nok, at man får lov til at skrive det under.

Både originalen og kopien skal skrives under hos notaren. Retsafgiften er 300 kr. (2016)

Dommerkontoret beholder kopien og underretter et centralt register om, at testamentet er oprettet.

Notaren sender originalen til dig, når påtegninger og indberetning er ekspederet.

Nødtestamente

Er du på grund af sygdom eller andet nødstilfælde forhindret i at oprette et almindeligt testamente, kan du oprette et nødtestamente. Du kan gøre det mundtligt eller skriftligt, der er ingen særlige krav.

Et nødtestamente bortfalder, når der i tre måneder har været mulighed for at oprette et almindeligt testamente.

Børnetestamente

Du kan også tilkendegive, hvem du ønsker, skal overtage forældremyndigheden over dine børn i et børnetestamente. For myndighederne er tilkendegivelsen ikke bindende, men alene vejledende.

Læs også

Du kan få flere oplysninger om testamenter på notarialkontoret i den lokale byret eller advokatvagten/retshjælpen.

Lovgivning

Du kan læse om testamente i Arveloven på Retsinformation.