Det bobler og spirer
Som borgmester glæder jeg mig over alle de tiltag og projekter, der bobler og spirer rundt om i Jammerbugt Kommune. Mange af dem er ”født” af nogle af vores mange ildsjæle, og andre har vi som kommune selv sat i søen. Det er nogle af de sidste, jeg vil fortælle om her.
Staten støtter behandlerhus i Pandrup
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender nu 15,37 mio. kr. til Jammerbugt Kommune. Beløbet er øremærket etableringen af et behandlerhus i Pandrup, som skal dække den nordøstlige del af kommunen. Dermed er der udsigt til, at borgere i denne del af kommunen får bedre adgang til sundhedsydelser. Planen er, at der skal etableres et hus med plads til praksis for 6-8 læger og eventuelt kommunale sundhedsfunktioner. Jammerbugt Kommune kan som en del af medfinansieringen stille en kommunal byggegrund til rådighed - kommunen er ved nærmere at afdække denne mulighed, og den endelig placering af behandlerhuset endnu ikke afklaret. Region Nordjylland bidrager også til behandlerhuset ved at levere projekt- og byggestyring, indkøbe fælles telefoni- og IT-systemer, betale for almen praktiserende lægers flytning samt indrette kliniklokaler til uddannelseslæger. I udgangspunktet er der lagt op til at Regionen bliver bygherre og ejer, men der arbejdes med at udrede forskellige modeller for delt ejerskab mellem region, almen praksis og kommune. Udover medfinansieringen fra region og kommune er der estimeret udgifter for ca. 28,5 mio. kr. samt udgifter til apparatur og udstyr – hvilket samlet udgjorde det ansøgte beløb. Det er mit håb, at vi i et tæt samarbejde mellem alle interessenter må lykkes med planerne idet der er mangel på praktiserende læger – også i vores Kommune.
Cykelsti fra Hune til Fårup Sommerland
Borgere og turister kan glæde sig over, at der nu er en cykelsti på vej mellem Hune og Fårup Sommerland. Cykelstien bliver en realitet takket være et tilskud på 4,3 mio. kr. fra Vejdirektoratet, som bliver suppleret med 6,5 mio. kommunale kroner. Netop strækningen mellem Hune og Fårup Sommerland er i Jammerbugt Kommunes trafiksikkerhedsplan angivet som en usikker vej at færdes på som cyklist, og formålet med cykelstien er da også specifikt at forbedre trafiksikkerheden og forholdene for turismen i området samt at skabe sammenhæng mellem kommunens byer og rekreative områder langs kysten. Information, vejvisning, cykelparkering og forskellige kampagnetiltag er tænkt ind i projektet, og vi håber at få ny viden om, hvordan dette kan skabe grundlaget for mere cykelturisme i et område, der i forvejen har mange turister. Kan turister fx anspores til at benytte cyklen som transportmiddel til konkrete mål og som en selvstændig del af ferien - også selvom de ikke er taget på en decideret cykelferie?
Byggegrunde på vej i Birkelse
Med vedtagelse af Lokalplan 21-001, Boligområde, Bindeleddet, Birkelse-Ryå, har Kommunalbestyrelsen givet mulighed for befolkningstilvækst i Birkelse. Lokalplanen er nemlig udarbejdet i forbindelse med udstykningen af 17 bebyggelser af typen åben/ lav (parcelhuse). Da der også er frigivet 2,68 mio. kr. til byggemodning af de første 8 grunde på Bindeleddet (etape 1), behøver tilvæksten af nye borgere ikke at have lange udsigter. De første grunde forventes nemlig at være klar til salg og overtagelse i løbet af sommeren i år. Salgsprisen er fastsat til 155 kr./ m2 inkl. moms
Fodboldbaner i Nørhalne – Jammerbugt Kommunes første ”bæredygtige” lokalplan
I Nørhalne er der udsigt til, at en lokalplan for Nørhalne Stadion på Gustav Zimmersvej snart er på plads, sådan at anlægget kan udvides med nye boldbaner. Det eksisterende idrætsanlæg i Nørhalne er hårdt belastet på grund af et stigende medlemstal. Lokalplanen muliggør, at et areal ca. 2 ha. kan anvendes til boldbaner med tilhørende lysanlæg. Lokalplanforslaget er som et af de første i Jammerbugt Kommune vurderet efter kriterierne i ”Bæredygtige lokalplaner i Jammerbugt Kommune”, og vurderes at være bæredygtig. Forslaget er i høring frem til den 19. april 2011.
Husk, at du døgnet rundt kan læse nyt fra kommunen på www.jammerbugt.dk. Her kan du også betjene dig selv og dermed spare turen til Rådhuset.
Mogens Gade
|