Mere politi til Jammerbugten

 

Kampen mod planerne om at forringe politidækningen i Jammerbugt Kommune har givet pote! Ikke nok med at nærpolitistationen i Løgstør bevares som en del af et nyetableret Lokalpoliti Himmerland: Politiets bemanding i Jammerbugt Kommune udvides væsentligt.

 

Fra 5 til 10 årsværk – altså en fordobling. Så stor er udvidelsen af politiets bemanding i Jammerbugt Kommune. Heraf vil 9 medarbejdere være tilknyttet nærpolitistationen i Pandrup, mens 1 vil være tilknyttet Løkken. Dermed styrker Nordjyllands Politi både patruljedækningen og den efterforskningsmæssige dækning i Jammerbugt Kommune.

 

Udvidelsen er resultatet af et forløb, hvor Jammerbugt Kommune har været i dialog med Nordjyllands Politi om den fremtidige organisering af politiet i vores del af Nordjylland. Og resultatet viser, at der er blevet lyttet til vores gode argumenter og ønsker. Vi hilser et synligt politi velkomment, for det medvirker til at skabe tryghed for borgere og besøgende. Samtidig giver en hurtig reaktion fra politiet gode muligheder for opklaring.

 

I forvejen er der geografisk langt til Hjørring, som vi i dag hører under. Og med Nordjyllands Politis planer om at neddrosle aktiviteterne på politistationen i Løgstør, havde vi – særligt i den vestlige del af vores kommune - udsigt til en endnu ringere service. Det følte jeg mig som borgmester naturligvis nødsaget til at reagere på. Derfor er det meget tilfredsstillende for mig såvel som for resten af kommunens borgere, at der via en god indsats fra kommunalbestyrelsen og velvilje fra Nordjyllands Politi er fundet en løsning, som endda er bedre end det, vi havde turdet håbe på.