Bosætning – masterplaner – botilbud til senhjerneskadede og CO2 på dagsordenen

 

Ovennævnte overskrifter var væsentlige dele af dagsordenen på kommunalbestyrelsens møde den 16. februar 2012.

 

Bosætning

Det er vigtigt for Jammerbugt Kommune at fastholde, ja helst at øge indbyggertallet. I disse bestræbelser besluttede kommunalbestyrelsen at byggemodne 31 byggegrunde. De 6 grunde etableres i Biersted og de 25 i Aabybro. Grundene vurderes som særdeles attraktive og bliver udbudt til salg fra den 20. marts kl. 8.00.
 

Et andet initiativ i forhold til bosætning var igangsætning af etablering af 10 almene familieboliger på Stormgade i Pandrup. De 10 boliger afslutter hele projektet på Stormgade, som således kommer op på 34 boliger hvoraf godt 20 allerede er udlejet.


Masterplaner

Kommunalbestyrelsen har besluttet at udarbejde udviklingspla-ner/masterplaner for de 4 hovedbyer i Jammerbugt Kommune – den første - som efter en god borgerinvolvering med bl.a. byvandringer, borgermøde og høringsproces – der blev godkendt var planen for Aabybro. På vej er planen for Pandrup. Processen for Fjerritslev starter op i efteråret og Brovst følger næste år. Masterplanerne er et led i bestræbelserne på at styrke handelsbyerne – der er i øvrigt en god dialog med de 4 handelsforeninger om forskellige aktiviteter i disse bestræbelse. Et godt supplement til vores handlingsorienterede landdistriktspolitik.


Botilbud til senhjerneskadede: Kommunalbestyrelsen besluttede at etablere et lokalt botilbud til senhjerneskadede Jammerbugtborgere på Egevej 6 i Brovst. Der skal foretages en ombygning. Botilbuddet forventes færdigt omkring 1. september i år.


Krabbens dagbeskæftigelse

Krabben i Hjortdal har i dag dagbeskæftigelse i Fjerritslev – ved budgetlægningen blev det besluttet at flytte aktiviteten til Hjortdal Skole – i øvrigt i en god dialog med lokalbefolkningen omkring skolens fremtidige anvendelse.


CO2-regnskab 2010

Jammerbugt Kommune er klimakommune via en aftale mellem Danmarks Naturfredningsforening og Jammerbugt Kommune. Aftalen er at Jammerbugt Kommune hvert år skal udlede 2% mindre CO2. Det har vi ikke levet op til. Men der gøres en indsats på mange områder. Således nedbragte vi udledningen for 2010 med 1 %. Der skal arbejdes videre – således, at vi kommer til at overholde aftalen.


Lokalplan for ny genbrugsplads i Fjerritslev

Kommunalbestyrelsen har besluttet at etablere 4 supermoderne genbrugspladser i Jammerbugt kommune. Det betyder bl.a. at pladsen i Gøttrup flyttes til Fjerritslev – derfor sendes denne lokalplan i høring. Der etableres også en ny plads i Pandrup. Pladserne i Aabybro og Brovst fastholdes på nuværende placering.


Årsberetning 2011 for Beredskab Jammerbugt: Årsberetningen blev godkendt – og vidner om et beredskab i god gænge – med en god ledelse en aktiv frivilligenhed - enga-gerede frivillige brandmænd som en forudsætning for vores decentrale beredskab og gode fuldtids falckmedarbejdere, som løser opgaverne på en god måde. Alt sammen et beredskab, som er tryghedsskabende for os borgere i Jammerbugt Kommune.

 

Mogens Gade