Borgmesteren informerer februar 2010


Byrådsperioden 2010 – 2013 er godt begyndt

Vinteren har bidt sig fast i hele landet og dermed også i Jammerbugt Kommune. Mon ikke vi alle er berørte af det på en eller anden måde: Vi skovler sne, skraber is af bilen, kører tidligere af sted på arbejde, lader måske cyklen stå, nogle holder sig endda inden døre af frygt for glatte fortove, mens andre ligefrem søger udenfor for at lege i sneen og på isen. Under disse vanskelige vilkår har bl.a. vores snerydningsberedskab og hjemmepleje ydet en fremragende indsats. Indenfor i varmen er arbejdet i den nye kommunalbestyrelse og i de politiske udvalg kommet godt fra start.

 

Ja til nyt Folkeoplysningsudvalg

Jammerbugt Kommune skal også de næste fire år have et folkeoplysningsudvalg. Det var vi i Kommunalbestyrelsen enige om på vores seneste møde. Det eksisterende folkeoplysningsudvalg består af 19 medlemmer. Det har Kommunalbestyrelsen besluttet at ændre, så antallet af medlemmer nedsættes til 15. Som nu skal medlemmerne repræsentere hhv. kommunalbestyrelsen, oplysningsforbund og voksenundervisning, foreninger, der driver foreningsvirksomhed for børn og unge samt foreninger med ide- og interessebetonet virksomhed. Ændringen i antallet af medlemmer sker på baggrund af Folkeoplysningsudvalgets anbefaling og skal styrke betingelserne for konstruktiv dialog og samarbejde. Valget til det nye folkeoplysningsudvalg bliver holdt den 11. marts, og foreninger, der er berettiget til at stille op til valget, får tilsendt en invitation, ligesom der vil blive annonceret i ugeaviserne.

 

Kamp for politidækning

Som man måske har læst i pressen, er Jammerbugt Kommune gået ’ind i kampen’ mod politiets planer om at neddrosle aktiviteterne på Løgstør Politistation. For borgerne i Jammerbugt Kommune er det af afgørende betydning, at vi har et synligt politi, og at vi oplever en god dækning i tilfælde af ulykker, uheld, indbrud m.m. En hurtig reaktion fra politiet giver tryghed og gode muligheder for opklaring. I forvejen er der geografisk langt til Hjørring, som vi i dag hører under, men det kompenseres der i nogen grad for via en god dialog og en god vilje til at servicere vores kommune, så godt som ressourcerne forslår. Hvis Løgstør Politistation lukkes ned, risikerer den vestlige del at vores kommune at få dårligere service, end vi kender i dag. Det vil vi ikke finde os i. I den dialog, som vi har med politiet omkring den fremtidige geografiske placering af politiet i vores område, er det vores mål at få garanti for uændret servicering af Jammerbugt Kommune - og selvfølgelig helst med en intakt Løgstør Politistation, og en nærstation i Jammerbugten.

 

9 praktikanter til Jammerbugt Kommune

Det er mig en fornøjelse at kunne fortælle, at nogle af vores kommunale arbejdspladser nu får glæde af en aftale mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL). Aftalen gør det muligt for Jammerbugt Kommune at etablere 9 nye praktikpladser, idet pladserne finansieres via tilskud. Praktikpladserne vil blive fordelt med 1 til Rådhuset, 1 til hvert af de 3 administrationshuse, 1 til IT-afdelingen, 1 til gartnerafdelingen samt 3 til Social- og sundhedsområdet. Jeg glæder mig over, at kommunen som arbejdsplads kan være med til at muliggøre, at flere får kompetencegivende uddannelser – til gavn for den enkelte, men i sidste ende også til gavn og glæde for hele samfundet.


Anlægsmidler

Endelig er der i januar frigivet en del mindre anlægsbeløb – bl.a. til Brovst Speedway Center og Jetsmark Idrætsforening. Endvidere fik Kultur- Fritids og Landdistriktsudvalget overført 1,7 millioner kr., som bidrager til at igangsætte og færdiggøre mange gode og spændende ildsjæleprojekter rundt omkring i vores Kommune.

 

Hvis du vil vide mere om Jammerbugt Kommune og kommunalbestyrelsens arbejde kan jeg varmt anbefale vores hjemmeside: www.jammerbugt.dk
 

Venlig hilsen

 

Mogens Gade