Den nye kommunalbestyrelse har konstitueret sig

 

På det konstituerende møde den 3. December konstituerede den nye kommunalbestyrelse sig. Alle 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen står bag konstitueringen for den kommende byrådsperiode, som betyder at:


Borgmesterposten besættes af Venstre ved Mogens Christen Gade.
1. viceborgmesterposten besættes af Dansk Folkeparti ved Morten Marinus
2. viceborgmesterposten besættes af Socialdemokraterne ved Ole Stavad
Formandsposten i Social og Sundhedsudvalget besættes af Borgerlisten ved Steen Andersen.
Formandsposten for Børne- og Familieudvalget besættes af Konservative ved Søren Brink.
Formandsposten for Beskæftigelsesudvalget besættes af Socialdemokraterne ved Eva Rytter Andersen
Formandsposten i udvalget for Teknik og Miljø besættes af Socialdemokraterne ved Jens Chr. Golding.
Formandsposten for Kultur - Fritids og Landdistriktsudvalget besættes af Venstre ved Helle Bak Andreasen.


Formandsposten for Forsyningsselskabet besættes i de to første år af valgperioden af Venstre ved Lars Holt og de to sidste år af SF ved Erik Ingerslev.


Det konstituerende møde blev ledet af Erik Ingerslev, som det kommunalbestyrelsesmedlem, der har længst anciennitet med byrådsarbejde.


At en samlet kommunalbestyrelse står bag konstitueringen er et godt signal til borgere og ansatte – og jeg vil tillade mig at citere fra konstitueringsaftalen:
 

Ovenstående konstitueringsaftale mellem Socialdemokraterne, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Borgerlisten og Venstre, som tæller alle kommunalbestyrelsens medlemmer er udtryk for et fælles ønske om et bredt politisk samarbejde i den nye kommunalbestyrelse til gavn og glæde for borgerne og Jammerbugt kommune.
 

Som de fleste ved er jeg stolt af vores dejlige kommune – og jeg er fuld af respekt overfor den indsats der er ydet indtil nu for at sikre at Jammerbugt Kommune er en kommune i sikker drift med blik for fremtiden. Jeg er stolt over at en samlet kommunalbestyrelse har stemt på mig som borgmester – ligesom vi alle står bag den samlede konstituering.


Der ligger mange spændende udfordringer og opgaver og venter på os - opgaver, som vi i en god dialog med borgere, brugere og personale skal løse på bedste vis. Ingen kan være i tvivl om, at det bliver en periode med fokus på økonomien – Men også på de basale serviceområder – på Jammerbugt Kommunes grønne profil – og de store fremtidige anlægsinvesteringer – og ikke mindst en periode hvor vi sammen skal sikre en levendegørelse af helhedsplan 09.
Som afslutning på min lille tiltrædelsestale ønskede jeg alle hjerteligt tillykke med valget og med de platforme, som vi hver for sig har fået at arbejde ud fra – til gavn for fællesskabet Jammerbugt Kommune og os der bor her.


I øvrigt vil jeg henvise til Jammerbugt Kommunes hjemmeside www.jammerbugt.dk hvoraf det fremgår hvem der blev udpeget til hvilke poster i forbindelse med det konstituerende møde.
 

God Jul til alle


Mogens Gade