Brobygning
Brobygning er betegnelsen for de pædagogiske og praktiske tiltag, som Søstjernen er en del af, i forbindelse med, at barnet skifter fra vuggestue til børnehaven, samt ved skiftet mellem børnehave og skole/sfo. Dette er ud fra ønsket om at skabe helhed i barnets liv.
Brobygningen mellem vuggestue og Søstjernen forløber på følgende måde:
Da Søstjernen er en integreret institution skabes der en naturlig og blid overgang mellem vuggestue og børnehave.
Børnene i vuggestuen er, som en naturlig del af deres hverdagsrytme, afskærmet fra børnehavebørnene i perioder af dagen, men det fremstår, som en positiv gevinst, at børnene på skift inviteres ind i hinandens områder og udforsker, legemuligheder og nye udfordringer. Personalet dækker børnegrupperne ind med primærvoksne som kontaktpersoner, men kontakten i huset mellem forældre, børn og personale kan dækkes af alt personale. Dagligdagen er ligeledes tilrettelagt således, at børnene er bekendt med og trygge ved alle voksne i huset.
Når vuggestuebørnene nærmer sig overgangen til børnehave, deltager de i spisningen med de "store", og kan bl.a. deltage i ture sammen med børnehavebørnene.
Brobygning mellem Søstjernen og skole/fritidsordning
Efterår: Børnehaverne og skole/sfo mødes til førskoleorientering på Fjerritslev skole.
Forældrene indbydes til orienteringsaften, hvor personalet fra børnehaven, børnehaveklasselærerne og en pædagog fra fritidsordningen deltager, hvor de fortæller om skoleparathed.
November: Søstjernen afholder samtaler med de forældre, der måtte ønske en samtale vedrørende skolestart, eller Søstjernen indkalder forældre til møde, hvor der måtte være en tvivl om barnets parathed. Søstjernen stiller sig til rådighed med en skoleparathedstest i samråd med forældre i tilfælde, hvor forældre og pædagoger kan være i tvivl. I november starter førskolen stille og roligt op i Søstjernen. Materialet, der anvendes i Søstjernen, er aftalt fælles med de øvrige børnehaver i Fjerritslev, dog kan der forekomme varianter heraf.
I Januar 2012 er der indskrivning af kommende skolebørn på skolerne. Forældre indkaldes, primo 2012, til førskolesamtale mellem skole/fritidsordning samt børnehave, hvor der drøftes det, som forældrene ønsker skolen skal vide. Der er samtidig fokus på barnets status omkring førskolen. Førskolen besøger skole samt sfo. Førskolen mødes også med de øvrige børnehaver med henblik på etablering af nye venner og gode relationer.
Den 1. april 2012 overgår førskolebørnene til sfo, og i løbet af juni måned vil de nye klasser blive dannet.
|