Temadag for flygtningevenner på Bratskov


I Jammerbugt er der mange frivillige, der gør en stor forskel i forhold til dagligdagen for de flygtninge, der er bosat her.

De frivillige havde nedsat en arbejdsgruppe fra Jammerbugtens Tværkulturelle Venskabs-forening, der sammen med Frivillighuset, havde planlagt en temadag, hvor der skulle være god plads til at udveksle erfaringer, men også til at lære noget nyt.

Lørdag d. 21.04 samledes omkring 25 frivillige fra Fjerritslev, Brovst, Aabybro, Pandrup og fra Asylcentret på Bratskov i Brovst. Bratskov viste sig fra sin allersmukkeste side i forårssolen og Kareem – afrikaner fra Aalborg - spillede gruppen indendøre med dejligt rytmisk afrikansk trommespil.


Uganda på programmet

Derefter holdt Bente Bondebjerg fra Dansk Flygtningehjælp i København oplæg. Hun fortalte om de udvælgelseskriterier, der er gældende, når flygtninge fra flygtningelejre rundt om i verden skal udvælges til genbosættelse i Danmark. Hun havde selv været i Uganda og været med til udvælgelsen af en gruppe flygtninge, der nu integreres i Danmark – ja, enkelte vist endda også i Jammerbugt Kommune. Hun viste fotografier fra lejren i det nordvestlige Uganda og det var en ganske anden verden, end den vi er vant til. Der var mange spørgsmål fra de frivillige og stor enighed om efterfølgende, at det havde været et spændende oplæg.


InIFO projektet

Carla Vieira, fra det lokale projekt InIFO, der følger flygtningebørn ud i foreningslivet, fortalte herefter om projektets resultater indtil nu, efterfulgt af en velfortjent frokostpause, hvor deltagerne også fik mulighed for at komme lidt ud i det dejlige solskin udenfor.


Gruppearbejde

Kaffen blev indtaget i grupperne, der skulle arbejde et par timer. Grupperne havde forskellige emner og deltagerne kunne gå fra gruppe til gruppe. ”Vi fik nu ikke skrevet det hele ned”, som Liselotte Kjær, formand for Jammerbugtens Tværkulturelle Venskabsforening bemærkede, men der blev delt erfaringer, udtænkt nye ideer til arbejdet og det var en god lejlighed til at lære hinanden at kende på tværs i den nye kommune. Emnerne var blandt andet: Modtagelse, lektiehjælp, fælles arrangementer, støtte til udsatte og ensomme, informationer til flygtninge.


Kulturelt indslag

Ovenpå alt det alvorlige var det nu tid til et mere kulturelt indslag. Dagen blev afsluttet med at Adel - kurder fra Aalborg - kom og fortalte morsomme historier om, hvor svært det kan være, at være ny i Danmark og han tog deltagerne med ned i den forårsgrønne park, mens han spillede kurdiske folkemelodier på tværfløjten.


Hæfte med ideer

Erfaringerne og ideerne fra gruppearbejdet vil blive samlet i et lille hæfte, der produceres af Frivillighuset og efterfølgende deles ud til deltagerne på temadagen. Frivillighuset vil inden længe også afholde en lignende erfa- og inspirationsdag for plejecentrenes vennekredse.