Alger i Ulvedybet

Opblomstring af alger i Ulvedybet

 

Jammerbugt Kommune har konstateret, at der er store mængder af blågrønalger i Ulvedybet. Da der kan være fare for at algerne er giftige, frarådes al badning og kontakt med vandet. Det gælder både for mennesker og dyr.
Der vil blive opsat advarselsskilte ved Ulvedybet

De store mængder af blågrønalger i Ulvedybet gør, at vandet er meget uklart og langs kysten er algerne flere steder skyllet sammen til store måtter.

En nærmere undersøgelse af en vandprøve har vist, at det er en art af blågrønalger (Nodularia spumigena). Denne art af blågrønalger er en brakvandsart, der bl.a. findes i Østersøen, og i de senere år også er fundet i store mængder i andre af de indre danske farvande.
Nodularia spumigena kan være giftig. Den kan danne giftstoffet nodularin, som er et levertoksin, der primært angriber leveren og andre indre organer.

Symptomer som følge af kontakt med blågrønalger kan være:
Rødme, kløe på huden, snue, rindende øjne, astma, feber, mavesmerter, mavekramper, diarré, opkastning, feber, hovedpine.
I forbindelse med masseforekomst af blågrønalgen Nodularia spumigena i andre vandområder er det tidligere rapporteret, at hunde er døde efter at have svømmet i vandet.

Store mængder regn i vinter og et varmt forår er de væsentligste årsager til denne opblomstring af blågrønalger.

Eventuelle spørgsmål vedrørende denne sag kan rettes til Henrik Damsgaard, tlf 72 57 73 45.