Borgmesteren vært ved festlig skolemodtagelse
Det tyske og de danske flag vajede i strålende sol, da borgmester Mogens Gade den 6. juni i rådhussalen bød velkommen til Jammerbugt Kommune til en klasse-delegation fra Ratsgymnasium i Stadt Wolfsburg i Tyskland og Vedsted Friskole, - et tysk-dansk udvekslingsarrangement, der vil medvirke til styrkelse af den globale dimension i undervisningsregi i den næste uges tid, hvor den tyske klasse fra Stadt Wolfsburg vil opholde sig i Vedsted Friskole og Jammerbugt Kommune.
Borgmesteren fortalte om den netop afsluttede kommunalreform og Jammerbugt Kommune. Der var turist-poser med spændende indhold til alle, og da de tyske gæster ville vide, hvilke turistmæssige attraktioner, der var størst i Jammerbugt Kommune, - ja så blev der klart henvist til Fårup Sommerland, som helt ideel for dem alle. Der var da også allerede planlagt tur til Fårup Sommerland for de tyske og danske elever, der samtidig blev kombineret med en anden yndet beskæftigelse, nemlig støbning af lys i lysstøberi i Blokhus.
At der var speciel focus på Stadt Wolfsburg i Niedersachsen i Tyskland i rådhussalen denne dag var der - ved et tilfælde - ingen tvivl om. Umiddelbart efter modtagelsen af klasserne i rådhussalen, foretog borgmester Mogens Gade nemlig vielse af brudepar, hvor bruden er fra Stadt Wolfsburg. Det tyske brudepar opholder sig i denne tid i sommerhus i Jammerbugten, men er dagligt bosiddende i Stadt Kassel i Tyskland.
|