11 Blå Flag i Jammerbugt Kommune !


Den internationale Blå Flag Jury har tildelt det Blå Flag til opsætning på 9 strandlokaliteter og 2 lystbådehavne i Jammerbugt Kommune.

Badestrande: Klim – Svinkløv – Slettestrand – Tranum – Ejstrup – Rødhus – Blokhus – Saltum og Grønhøj.

Lystbådehavne: Gjøl og Attrup.

Blå Flag kampagnen har 20 år på bagen i Danmark – det er en kampagne, som folk kender – og som nyder stor respekt og anerkendelse overalt i Europa.
Blå Flag kampagnen er en international miljøkampagne, som startede op i Frankrig i 1985.
Målet for kampagnen er at beskytte og værne om hav- og kystmiljøet. Det sker bl.a. ved at belønne strande og lystbådehavne, som gør en ekstra indsats for miljøet.
Det Blå Flag er altså et internationalt anerkendt kvalitetsstempel – og dermed et yderst positivt signal om rene havnemiljøer og rent badevand.
I en tid hvor der af og til ligefrem advares mod vandaktivitet på konkrete strande og kystmiljøer – ja, da er det ekstra glædeligt, at vi i Jammerbugt Kommune har fastholdt vore Blå Flag.
Det har en positiv betydning både i forhold til os der bor her - lokalbefolkningen – og vore gæster – turisterne - at vi frisk og frejdigt kan melde ud: Kom til Jammerbugt Kommune og få rene oplevelser ved vandet – både ved hav og fjord.
Jammerbugt Kommune er jo landet mellem hav og fjord.
I Jammerbugt Kommune er Blå Flag af stor betydning – ikke mindst fordi et af de spørgsmål vi skal svare på i Jammerbugten er: Hvad skal vi leve af i fremtiden ?
Et af svarene er øget turisme – her er Blå Flag et utroligt godt signal. Det er Blå Flag i øvrigt også i forhold til bosætning – som også bliver afgørende for Jammerbugt Kommunes fremtid.
Der vil i 2007 blive hejst 280 Blå Flag i Danmark – heraf altså de 11 i Jammerbugt Kommune – og som traditionen byder vil de Blå Flag gå til tops den 5. juni – grundlovsdag - og vidne om fin badevandskvalitet langs hele Jammerbugten og gode miljøforhold i de nævnte lystbådehavne langs Limfjorden.

Venlig hilsen

Mogens Gade