Skriv til Jammerbugt Kommune
Gå til Kompetenceudvikling projektets hjemmeside


 

Nyhedsbrev juni 2011 ”Strategisk kompetenceudvikling”

 

 

Første halvår af 2011 for ”Strategisk Kompetenceudvikling” er gået med masser af spændende opgaver.

 

Adskillige virksomheder har modtaget støtte til at komme i gang med nødvendige interne kompetenceudviklings aktiviteter, men andre af projektets virksomheder er så langt, at de snart skal afslutte deres interne udviklingsprojekt. I de forskellige virksomheder i Jammerbugt har behovene for kompetenceudvikling været forskellige og der har måttet skræddersys mange forløb med henblik på at matche den enkelte virksomheds behov.


Nogle af temaerne der har været arbejdet med er bla. – hvad lederen selv kan gøre for at øge produktionen, herunder især om organisationen fungerer optimalt i forhold til de arbejdsopgaver der skal løses.


Det er en løbende udfordring at lederne mangler tid til at igangsætte udvikling og at der generelt er et meget højere fokus på den daglige drift, end på virksomhedens fremtidige udviklingsmuligheder. Investering i virksomhedens menneskelige ressourcer både nu og i fremtiden, kan være medvirkende til at fremtidssikre virksomheden.

 

Lederkompetencer efterspørges i Jammerbugt

Blandt især de yngre ledere i Jammerbugt har der igennem længere tid været efterspørgsel på lederkompetencer, flere og flere ledere oplever at jobbet som ledere, kræver yderligere kompetencer.

 

Dette har projektet taget højde for, ved at t på ved at starte et hold på 25 ledere på et lederudviklingsforløb hos Act2learn i Nørresundby.


Kurset startede den 7. februar 2011 og blev afsluttet den 11. maj 2011. I alt bestod kurset af 13 dages intensiv undervisning, bygget op som et Action Learning forløb og med udgangspunkt i egen virksomhed.

 

De overordnede emner i kurset var; ledelsesstil og ledelsesmetoder, mellemlederens spændingsfelt, organisationsudvikling, kultur i organisationer, situationsbestemt ledelse, kommunikationsværktøjer, verbal og nonverbal kommunikation. Endvidere konflikter og konflikthåndtering, om samarbejde og kommunikation i konfliktsituationer samt forandringsledelse – og netop dette sidstnævnte var noget af det, der især var efterspurgt af lederne. På kurset var der noget frafald i starten, men langt de fleste af virksomhedslederne har fået et stort udbytte af kurset, som var meget værktøjsbaseret og konkret i forhold til egen praksis. Flere af disse ledere har fået blod på tanden og undersøger nu hvorledes de kan komme videre med egen uddannelse som leder.

 

Da vi igangsatte lederudviklingsforløbet, fik projektet en del henvendelser om pladser på kurset, Desværre kunne projektet ikke imødekomme dem alle og derfor er det tanken, at starte et nyt ledelsesforløb i efteråret.


Planlægning af dette kursus foregår i disse dage og vil være klart i løbet af efteråret.

 

 

Der har også været gennemført andre kurser hos vore partnere AMU Nordjylland og VUC Jammerbugt, kombineret med løbende sparring til lederne ude i virksomhederne eksempelvis fra private konsulenter.

 

Midtvejsevaluering af projektet - som løftestand for nyt kompetenceudviklingsprojekt

Projekt ”Strategisk Kompetenceudvikling” er blevet midtvejsevalueret og evalueringen viser at en langt overvejende del af de adspurgte virksomheden finder, at de har haft et stort udbytte af projektets indsats og at de skønner at det vil komme til at betyde meget for virksomheden i fremtiden.


Projektets styregruppe har fået forelagt resultaterne fra midtvejsevalueringen og har på et udviklingsmøde den 28. marts brugt disse resultater som løftestang til at opstille pejlemærker for et nyt kompetenceudviklingsprojekt i Jammerbugt.

 

Kompetenceudvikling i fremtiden

Projekt ”Strategisk kompetenceudvikling” er godt og vel halvvejs i projektforløbet, og afsluttes pr. 31. maj 2012.


Idet styregruppen for projekt Strategisk Kompetenceudvikling mener, at det er helt essentielt at arbejde videre med kompetenceudvikling i Jammerbugt, er der netop udarbejdet en ny ansøgning til EU´s Socialfond for perioden 1. juni 2012 til 31. december 2014.

 

Det nye projekt lyder navnet ”Vækst gennem kompetence” og formålet er:

 

Via et massivt fokus på øgede ledelseskompetencer, udvikling af en lokal talentfuld arbejdsstyrke samt øget samarbejde i et fælles, forpligtende spændende Udviklingsforum, skabes rammer og forudsætning for, at en positiv udviklingsspiral kan igangsættes i Jammerbugt med klare konkurrencefordele og vækst som primære mål. Jammerbugt er uden større erhvervslokomotiver og udfordringerne her er komplekse og skal angribes fra flere vinkler. Projektet præsenterer således et lokalt forankret, anderledes specifikt mix af nye løsningsmodeller, som har ét samlet fokus; "at få spændende mennesker i værdiskabende virksomheder i Jammerbugt" og flere af begge dele. Projektet skal via et forpligtende, dynamisk samarbejde, mobilisere ressourcerne til fælles bedste og skabe et udviklende miljø blandt Jammerbugtens virksomheder - også dette vil gøre arbejdspladserne attraktive i Jammerbugt.

 

Aktiviteter:


1. Bedre ledelsesperformance/strategisk ledelse
2. Talentudvikling af nøglemedarbejdere i virksomhederne i Jammerbugt.
3. Job åbninger til højtuddannede i Jammerbugt
4. Ledernes eget Udviklingsforum som base for læring, viden deling, samarbejde og lokale udviklingsaktiviteter
5. Løbende sparring til lederne på udvalgte områder - og som sikring af at de profiterer af projektets samlede aktiviteter.

 

Vækstforum vil behandle ansøgning på sit møde den 28. september 2011 – så til den tid vil vi vide, om det nye projektet får tildelt midler.

 

På personalesiden er projektmedarbejder Ulla Thinggaard Larsen på barsel frem til årsskiftet og hendes arbejdsopgaver varetages på bedste vis af Heidi Holm Andersen

”Strategisk Kompetenceudvikling” ønsker virksomhederne og andre samarbejdspartnere en rigtig god sommer.

 

Vi ser frem til et godt samarbejde om nye spændende udfordringer og tiltag efter ferien!


Anette Mikaelsen - Heidi Holm Andersen



Afmeld Nyhedsbrevet  |  Se tidligere nyhedsbreve