Skriv til Jammerbugt Kommune
Gå til Kompetenceudvikling projektets hjemmeside


 

Nyhedsbrev december 2011 fra ”Strategisk Kompetenceudvikling”

 

Projekt Strategisk Kompetenceudvikling nærmer sig nu sin afsluttende fase. Projektet afsluttes pr. 31. 05.2012 og den resterende tid i første halvår af 2012 skal bruges til at få gjort status på - og få afsluttet igangværende aktiviteter samt naturligvis, at få lavet en endelig regnskabsaflæggelse med tilhørende rapport.

 

Andet halvår i projekt Strategisk kompetenceudvikling er blandt andet gået med opstart af det andet lederudviklingsforløb, som startede den 9. november 2011 med 22 deltagere og når dette lederudviklingsforløb er afsluttet har projekt ”Strategisk Kompetenceudvikling” haft mulighed for at tilføre i alt 47 ledere fra 36 virksomheder ledelseskompetencer.


Med denne satsning, som rigtig mange ledere selv har efterspurgt, er det tanken at styrke ledelseskompetencerne i Jammerbugt og dermed udviklingsintensiteten ude i virksomhederne til glæde for virksomhederne, medarbejderne og Jammerbugt som helhed.
Ledelsesudviklingsforløbet tager udgangspunkt i den enkelte leders hverdag og de ledelsesmæssige udfordringer vedkommende står med. Kompetenceudviklingen tilføres ind i denne sammenhæng.

 

Kigger vi på status, så har i alt 72 virksomheder modtaget ydelser fra projekt ”Strategisk kompetenceudvikling. Det kan være kompetenceudvikling i netværk, ledelsesudvikling, organisatorisk kompetenceudvikling, eller kompetenceudvikling for medarbejdere og mellemledere.
Projekt ”Strategisk kompetenceudvikling” har i løbet af projektperioden hele tiden forsøgt at holde gryden i kog i virksomhederne – og det har skabt en god effekt, at projektet har taget udgangspunkt i virksomhedernes eksisterende udfordringer og aktuelle behov. Ud fra disse har projektet bestræbt sig på at tilrettelægge et mere skræddersyet udviklingstiltag. Virksomhederne har oplevet dette som meget relevant og har dermed også fået et større incitament til at iværksætte nødvendige udviklingsprojekter internt i virksomheden.


Kompetenceudvikling i Jammerbugt – også i fremtiden

Som det fremgik af det seneste nyhedsbrev fra sommeren 2011, har Erhvervscentret ansøgt EU´s Socialfond om en fortsættelse af kompetenceudviklingsindsatsen i et nyt projekt med titlen: ”Vækst gennem kompetence”.

 

Der var ansøgt om 5.2 millioner og der blev bevilget 3.0 og det Nordjyske Vækstforum traf en beslutning om at Jammerbugts projekt skal forankres i Vækst Nordjyllands store rammeprogram ”Yderlig Vækst”.


Styregruppen bag ”Strategisk kompetenceudvikling” glæder sig over, at der også i årene frem til 2014 stadig vil foregå et udviklingsarbejde på kompetenceudviklingsfronten. Der har udviklet sig rigtig gode takter omkring kompetenceudviklingen i virksomhederne i Jammerbugt hvorfor det giver god mening at bygge videre på allerede indhøstede erfaringer herfra.

 

Det kommende projekt indeholder, som noget nyt, etablering af et udviklingsforum for ledere i Jammerbugten. Det skal være et kreativt læringsrum for videndeling, samarbejde og udvikling. Her arbejdes der på 3 niveauer, med foredragsholder udefra på udvalgte temaer, med oplæg fra de deltagende virksomheder i workshops og endelig som diskussioner i mindre grupper.


Det nye udviklingsforum har plads til 40 ledere fra Jammerbugt

 Et andet prioriteret indsatsområde i det nye projekt er talentudvikling af virksomhedernes nøglemedarbejdere. Et væsentligt element i fremtidssikringen af den enkelte virksomhed er, at virksomhederne i Jammerbugten også i fremtiden kan tiltrække kompetent arbejdskraft. Her er det ofte sådan, at dygtige medarbejdere gerne vil arbejde hvor der er en dygtig ledelse og hvor der er andre dygtige medarbejdere. Dette skaber tilsammen et spændende arbejdsmiljø i virksomheden, hvilket kan være medvirkende til dygtige medarbejdere godt vil pendle til Jammerbugt. Generelt er det vigtigt at lederne i virksomhederne i Jammerbugt erkender værdien af at have kompetente medarbejdere og at de har fokus på at udvikle talenterne i virksomhederne i takt med at de får nye udfordringer og opgaver. I det nye projekt er der plads til udvikling af 80 medarbejdere fra virksomhederne.

 

Aktiviteterne i projektet er således:

  • Bedre ledelsesperformance/strategisk ledelse
  • Talentudvikling af nøglemedarbejdere i Jammerbugt
  • Jobåbninger til højtuddannede
  • Ledernes eget udviklingsforum som base for læring, videndeling, samarbejde og lokale udviklingsaktiviteter.
  • Løbende sparring til lederne på udvalgte områder.

Strategisk Kompetenceudvikling ønsker virksomheder og andre samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og vi glæder os til nye spændende opgaver sammen med Jammerbugtens virksomheder i 2012.

 

Efter årsskiftet vil Ulla Thinggaard Larsen komme tilbage fra sin barselsperiode og vil vi sige tak til Helle Luther, som har været ansat i barselsvikariatet, for en god indsats i den forløbne tid.

 

Anette Mikaelsen - Helle Luther



Afmeld Nyhedsbrevet  |  Se tidligere nyhedsbreve