En forstadspiges omvæltninger

Anette Ziska Nørmølle fortæller:

Mine negle er korte og fingrene sorte af mælkebøttesaft. Jeg er atter blevet ’hønemor’, denne gang ’kun’ til 5 rødbrune hønecker, den halve besætning af sidst, for 8 år siden. Meget er sket siden dengang for 8 år siden, ja kun få ville have gættet sig til denne drejning af mit tidligere forstadsliv.

Fra en opvækst i Vallensbæk syd for København, et trygt og sikkert sted, var jeg på vej til et stabilt og forudsigeligt ægteskab i en lige linje fra mine forældres ligustertilværelse med villa, volvo og vovse. I dag er jeg bosat i Gøttrup, 38 år, mor til 2 børn, med kat, høns og nu studerende på Aalborg Universitet. Mit liv i dag afspejler en uafhængighed og en frihed til at vælge, noget som bestemt ikke kunne lade sig gøre på samme måde, hvis jeg var blevet boende i forstaden.

Det forudsigelige ægteskab blev for trangt, matriklen med liguster blev solgt og teltpælene blev flyttet til Aalborg. Der kom luft under vingerne, men når jeg kiggede ned, kunne jeg ane et sikkerhedsnet i form af en ansættelse i samme firma, som jeg havde arbejdet i som advokatsekretær i København. Denne sikkerhed skulle dog ikke vare længe, men før jorden rystede i den retning, indtraf et andet aspekt af elementernes tilfældigheder – jeg mødte Jesper.

I døren til min lejlighed stod han, og virkede så velkendt, som havde jeg kendt ham altid. Han var taget med af min nye veninde Camilla, for han ”trængte til at komme lidt ud, ham landmanden”, sagde hun, og så blev han inviteret med os andre i ’Gaden’. Jeg faldt for ham på stedet, og han for mig, han dog med en del flere forbehold end jeg. Han var jo ikke så mobil med sine forpligtelser på gården i Gøttrup, og der ville muligvis ikke være udfordringer nok til en storbypige som mig!!! Det havde han dog ikke behøvet at bekymre sig om …..!

Den sommer rykkede jeg det meste af tandbørster og habengut langs Limfjorden til et sted, hvor der virkelig er højt til himlen og langt til naboen – Gøttrup. Og fik høns for første gang, 200 søer i baghaven og svigerforældre på den anden side af gaden. Joe, det blev en omvæltning, og det krævede et nyt sprog, tålmodighed og en del humor. Men det gjorde også faldet blidere, da jeg med brask og bram en måned senere blev fyret fra mit ellers sikre og udfordrende job i Aalborg. De havde ikke råd til mig mere, men jeg kunne vælge at flytte tilbage til det gamle job i København eller få fyresedlen.

Jeg valgte det sidste, valgte ’pakkeløsningen’, med høns, gård, dyreenheder, svigerforældre og en position som bindeled til den tidligere tilværelse, hvor ingen fra hverken familien eller af venner forstod kulturen, men sandelig så og forstod kærligheden, og støttede den, og dermed mine valg.

Tiden gik og vi fik børn, to dejlige børn, en dreng og en pige, som med alle deres mangeartede krav bevirkede en yderligere integrering på landet; som mor, som bondekone, som evig ’køvenhawner’, og som engageret i lokalsamfundet.

De økonomiske kår tvang et frasalg af slægtsgården, og et vakum opstod. Heri opstod muligheden for noget nyt, for et tilvalg af noget andet, og jeg søgte ind på universitet. Kom ind, overlevede første år med børn, familieforpligtelser og en stadig trang til at lære mere. Besluttede at give det alle 3 grundår til en bacheloruddannelse, og fik den så fint i hus. Læser nu overbygningen til en kandidatgrad og er stadig på S.U. Virkede måske som inspirationskilde for min mand, landmanden, som søgte aktiveringsydelse, fik den og kom ind på sygeplejeskolen i Thisted.

Jeg er så taknemlig for muligheden for at uddanne mig, at jeg regner med en tilbagebetaling i form af 30 år på arbejdsmarkedet, denne gang i et job, som til stadighed vil betyde udvikling af mine interesser, og både mine personlige og faglige evner. Men tilbagebetaling af statsstøtte (jeg får S.U.) kan også anskues på alternative måder. Et liv som studerende giver også tid til børn, til kvalitetstid med familien, til et lokalt engagement som formand i Beboerforeningen, som instruktør i vandgymnastik i Fjerritslev Svømmeklub, som deltager på pilatesholdet i Trekroner hver tirsdag, som igangsætter af et lokalt syhold – eller kaffeklub om man vil, hvor alverdens sjove og skæve hverdagssituationer bliver vendt med lige dele alvor og latter.

Alle disse ting betyder et liv, der giver mening for mig. Og måske var det noget af det, mine forældre eftersøgte, da de forrige år købte hus i Gøttrup og siden flyttede hertil. Det har også betydet, at min farfar, som lige er blevet enkemand for 2. gang, har opsagt sin lejlighed i Frederiksværk, og er i færd med at finde sig en ældrebolig i Fjerritslev. Joe, vi ender som en hel familiekoloni her i området, en koloni af tilflyttere.

Livet i nord har rykket ved mange ting, bl.a. min opfattelse af afstande, i dag kører jeg til Århus i praktik og selvom turen er lang, så er der ingen spørgsmålstegn ved lige at køre en times tid for at besøge venner eller deltage i kulturelle begivenheder. Det er pudsigt at tænke på, at da jeg var barn blev ture til familien i Nordsjælland planlagt med flere dage, og somme tider ugers varsel, og der var dog ’kun’ 80 km. hver vej.

Livet som tilflytter i Jammerbugt har så sandelig betydet nogle anderledes muligheder, som i langt højere grad har åbnet for at kunne vælge efter hjertet, uden i samme grad at skulle tage økonomiske hensyn eller begrænsninger. Men det er kun en biting i forhold til det faktum, at det her er muligt at se langt, langt ud i horisonten; komme ud og fornemme, at der er højt til himlen, og at en eftermiddagstur ikke længere karakteriseres som en tur ved vandet, men i stedet som en tur ved hawet – og dér er en forskel!

Her kan du læse artiklen om Anette Ziska Nørmølle i Appetize