Billede af kvinde i have

En aktiv ”3. alder” tæt på børnebørnene 

 

Familien Mortensens historie fortalt af Anna Mortensen: 

 

En landmand var lykken

For ca. 7 år siden var vi for første gang på påskeferie i Ålborg, hvor vores datter havde fået arbejde og var flyttet til. Her fandt hun lykken i skikkelse af en landmand, der boede længere nordpå, nemlig nord for Limfjorden i den daværende Fjerritslev, nu Jammerbugt Kommune. Ikke nok med at hun blev glad for manden, hun kom også til at elske naturen så meget, at her ville hun bo fremover, fik vi at vide. 

 

En helt anden stemning

Nu startede der for os et liv med mange lange køreture nordpå (vi boede i Vallensbæk Strand) for at besøge hele den nye familie, som var meget gæstfri og kørte os ud for at vise os både naturen og de mange forskellige seværdigheder, der er her i Jammerbugt Kommune. Joh, vi fik åbnet både øjne, ører og sind for dette skønne område. Vi kom begge i en helt anden stemning, hver gang vi kørte hertil, pga. den specielle natur og det fantastiske lys, der fortalte os, at vi var så langt nordpå i Danmark, som man næsten kan komme. 

 

Som at komme hjem

Jeg er selv født og opvokset på Færøerne og min mand har boet og arbejdet der i 2 år, så for os var det at være her næsten ”som at komme hjem”, hvad angår naturen, lyset og de lyse nætter. Som tiden gik, kom der også børnebørn til, så nu blev der kortere mellem turene nordpå, og vi blev efterhånden godt modne til at se på huse og flytte hertil. 

 

Drømmehuset

For 3 år siden fandt vi ”Drømmehuset”. Vi beså det og følte bare, at det tog i mod os og bød os rigtig velkommen, og så var vi som købere solgt. Der hører en dejlig stor og gammel have til med en fantastisk udsigt over nogle søer og marker samt udsigt til både solop- og nedgange fra vores vinduer. Det kan bare ikke være bedre for os. Da vi for 2 år siden blev fri af arbejdsmarkedet, flyttede vi så herop og begyndte at renovere huset. Vi har vænnet os til at bo i en lille hyggelig landsby, hvor vi har haft det store held, at blive rigtig godt modtaget af alle i området og ikke mindst af vores nærmeste naboer, der har åbnet deres døre og sind for os, og budt os rigtigt hjerteligt velkommen i ”Klubben”. 

 

Dommedagsvarsler blev gjort til skamme

Det er gået over al forventning og mod alle ”dommedagsvarsler”, da vi før vores flytning havde hørt meget om de tavse meget tilknappede nordjyder, der skulle se én an i lang tid, før man blev ”indlemmet” i kredsen. Nej, sådan er det ikke her, hvor vi både deltager i Lektiecafé´en på den lokale skole, motion, pileflet, syning, lokalpolitik, vandværksmøder, snapseklub, fødselsdage i ”Klubben”, menighedsråd og menighedsarbejde. Alle er søde og imødekommende og altid villige til at give en hånd, hvor det trænger samt vise os rundt mellem de lokale seværdigheder, så som hvor Porsen vokser f.eks. 

 

Et liv med indhold

Med tiden vil jeg genoptage mit maleri- og glaskunst arbejde og min mand vil genoptage sin interesse for fotografering, men lige nu har vi masser at se til. Vi har fået både mere tid til hinanden, børn, børnebørn og vores ”nye” venner samt til at nyde den altid pragtfulde natur og alle de andre muligheder i Jammerbugt Kommune byder på. Det sidste nye er, at min svigerfar/far - der er blevet alene - flyttede herop i juni, takket være et godt samarbejde og en god dialog med Fjerritslev Boligforening. Vi er glade for at kunne dele det, vi har fundet her, med ham.

Kontakt 

Udviklingsafdelingen
Mette Ankjær Jensen

Tlf. direkte: 72 57 74 64
met@jammerbugt.dk