Billede af familien Egekvist

Aktive seniorer Jammerbugt Kommune

 

Familien Egekvists historie:

 

Det skortede ikke på advarsler, da min mand og jeg i 2005 byggede til vores sommerhus i Krogen nær Tranum med henblik på at flytte fra Aalborg dertil for at nyde vores seniortilværelse.

 

”Er det ikke meget ensomt at bo der ude på landet?”, er måske det mest hyppige spørgsmål, vi støder på, og svaret dertil nu 4 år senere, er stadig et rungende ”Nej!”.

”Er der ikke meget mørkt derude – specielt om vinteren?”, og svaret er et ”Jo, heldigvis!”. Vi elsker at opleve rigtig mørke.

 

Vel er det undertiden besværligt at have ½ km til postkassen, men så må man klæde sig på efter vejret og tænke på, hvor meget turen tæller i det daglige skridt-regnskab. Det hjælper da alt sammen til at holde kroppen sund og frisk. Det samme gør arbejdet med det brænde, som vi bruger til at klare det meste af husets opvarmning: noget bliver både skovet og flækket og stablet. Andet køber vi færdigt til brug og bliver kun stablet. Men alt skal bæres ind i kurve til hhv. brændeovn og masseovn. Så jo, ben- og armmusklerne bliver sandelig rørt dagligt i vinterhalvåret.

 

Det med de velholdte muskler har vi så glæde af om sommeren, hvor golfkøllerne helst skal svinges flere gange om ugen. Hjemmebanen er Øland Golfklub, hvor vi begge er dybt involveret i det frivillige arbejde, men vi besøger også gerne andre baner i området.

 

Vi bor ikke helt ned til havet, men turen går ofte dertil – i al slags vejr. Hvis det blæser rigtig meget, skal vi da lige ned til Tranum Strand og se, hvor højt bølgerne går op. Og hvis vejret er varmt, er en gåtur langs havet til Slettestrand ikke at foragte. I løbet af foråret lægger vi gerne ruten forbi Fosdalen for at høre nattergalens triller, og en køretur neden for Lien bakkerne giver altid et sus i maven af utæmmet skønhed.

 

I den nærliggende ’storby’, Brovst, findes forretninger, der tilbyder nærmest alt, hvad hjertet kan begære. Og i modsætning til Aalborg er det dejligt overskueligt, og det er let at finde en parkeringsplads, som oven i købet er gratis! I butikkerne er der efterhånden kun lutter kendte ansigter at finde, og de borger alle for en super, personlig betjening.

 

Hvad vil fremtiden bringe for et par – forholdsvis – aktive seniorer her i Jammerbugt Kommune? Ja som det fremgår ovenfor, er der masser af aktiviteter at fordybe sig i. Vi vil gabe over alt det, vi lyster og kan overkomme, for børnebørnene kræver også deres. Vi vil gerne give et nap med i vores golfklub, som det kræver en indsats fra mange sider at få til at køre. Der skal også være tid til at kigge stjerner gennem vores store stjernekikkert eller med det blotte øje. Og så bliver tiden nok også moden til at skrive endnu en bog eller to, - naturligvis om eksistentielle og spirituelle emner, for dette skønne område mellem hav og fjord nærmest opfordrer til at tænke over tilværelsens dybere lag.
 

Her kan du læse artiklen om familien Egekvist i Appetize

Kontakt 

Udviklingsafdelingen
Mette Ankjær Jensen

Tlf. direkte: 72 57 74 64
met@jammerbugt.dk

Billede af familen Egekvist