Ferie og sygdom
Personalet og ledelsen har en naturlig forventning om, at jeres barn, så vidt det er muligt, holder 3 ugers sommerferie sammen med jer. Et pusterum fra institutionslivets hverdag er også noget børn har brug for. At "gå i en institution" er hårdt arbejde og børn har brug for at holde ferie med familien og modtage de input og læring, som kun familien kan videregive.
Vi udsender eller omdeler feriesedler for de ferierelaterede uger, så I kan skrive på, hvornår I holder ferie med jeres barn. Det giver os mulighed for at planlægge personalets ferie og bruge vores vikartimer, hvor der reelt er brug for vikarer.
Det er rart i forhold til dagens planlæggelse, at I ringer ind og fortæller, hvis jeres barn er sygt eller holder fri. Ring helst inden kl. 9.00.
Søstjernens tlf. er: 72 57 80 75
Sygdom
Vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer og modtager ikke syge børn i institutionen.
Viser barnet tegn på sygdom f.eks. temperaturforhøjelse (38 grader eller derover), diarré, opkast, forkølelse med synlig utilpashed, øjenbetændelse, almindelige børnesygdomme eller andet, må vi ikke modtage barnet i institutionen. Både af hensyn til det syge barn, men også af hensyn til smittefaren overfor såvel øvrige børn som personalet i institutionen.
KUN i tilfælde af børn med kroniske sygdomme, må personalet uddele medicin. I så tilfælde skal I aflevere lægeerklæring og en skriftlig vejledning i brugen af medicinen.
Jeres barn er rask nok til at komme i vuggestue, når det kan følge vuggestuens daglige rytme - såvel ude som inde.
|