You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 01.05.2024

Anerkendelse til Borgerrådgiveren

Flere har fået kendskab til borgerrådgiverfunktionen i Jammerbugt, Brønderslev, Thisted og Vesthimmerlands Kommuner. Det er godt, mener borgerrådgiver, Jane Jakobsen. Som uvildig tredjepart kan hun hjælpe, når dialogen er kørt af sporet.

Det tager tid for nyheden om at sprede sig, konkluderer, Jane Jakobsen, som siden august 2022 har været ansat som borgerrådgiver i Jammerbugt og Brønderslev Kommuner, og fra november 2023 også i Thisted og Vesthimmerland Kommuner.

Ros fra kommunalbestyrelsen

Jane Jakobsen har fået godkendt sin første hele årsberetning i Jammerbugt Kommune, og den fik fine ord med på vejen af kommunalbestyrelsen.

”Beretningen er blevet taget godt imod. Min indsats for at skabe dialog mellem borger og forvaltning er blevet forstået og anerkendt som en vigtig funktion,” fortæller Jane Jakobsen, som har oplevet et godt samarbejde med forvaltningen i Jammerbugt kommune, såvel som i de øvrige tre kommuner

Hun glæder sig over både de politiske skulderklap og borgernes brug af borgerrådgiverfunktionen, som tyder på, at flere har fået kendskab til borgerrådgiverens tilstedeværelse:

”Det er godt, at folk begynder at kende til muligheden for at tage borgerrådgiveren med på råd, for jeg oplever, at der i høj grad er brug for netop funktionen som tredjepart, når mødet mellem borger og myndighedsperson går i hårdknude, og det gør det jo af og til”.

Jeg oplever, at der i høj grad er brug for netop funktionen som tredjepart

Borgerrådgiver, Jane Jakobsen

Nye skabeloner

Som uvildig tredjepart er Jane Jakobsens opgave bl.a. at få dialogen tilbage på sporet. Ikke altid en let opgave, men hun har gode eksempler på tråde, som er blevet redt ud, fordi der kom et par ekstra øjne på sagen.

”Som eksempel kan jeg nævne, at jeg fik flere henvendelser i forhold til afgørelsesbrevene i forbindelse med bevilling eller afslag på handicapbil. Brevene var ikke skrevet i et borgervenligt sprog. Borgerne forstod ikke brevene, og det gjorde jeg heller ikke. Da jeg henvendte mig til afdelingen bag, kunne de godt se problemet, og gik straks i gang med at ændre skabelonen, så den i dag er blevet læservenlig. De tog endda initiativ til at gennemgå alle de skabeloner, der sendes ud,” fortæller Jane Jakobsen.

Også i andre sager har oplevelsen været, at hun, netop fordi hun ikke repræsenterer hverken borger eller kommune har kunnet rådgive begge parter på en måde, som ellers ikke havde været mulig.

”Jeg ser også blandt andet min opgave som at være mediator i situationer, hvor der kan være opstået en konflikt. Og jeg oplever, at såvel borgere, som kommunens medarbejdere tager godt imod min råd og vejledning”.

Jane Jakobsen kan kontaktes på tlf. 2051 3769 og træffes efter aftale på rådhuset i Aabybro.

Borgerrådgiver, Jane Jakobsen

Hvad kan en borgerrådgiver hjælpe med

  • Hjælpe med at forstå afgørelser, breve m.v. fra kommunen.
  • Lytte og undersøge, hvordan sag er blevet behandlet i det kommunale system.
  • Vejlede om muligheder for klage-adgang over afgørelser fra kommunen.
  • Bruge borgerens oplevelse til at komme med forslag og anbefalinger til hvordan kommunens sagsbehandling og borgerbetjening kan blive bedre.
  • Genskabe dialogen mellem borger og kommunen og fungere som mægler.

Ordningen

  • Borgerrådgiverfunktionen blev etableret med baggrund i Indenrigs- og Sundhedsministeriets "Pulje til borgerrådgivning" i et fællesskab mellem Vesthimmerlands, Brønderslev, Thisted og Jammerbugt Kommuner.
  • Der er i første omgang tale om et projekt, som går fra 1. august 2022 til 31. december 2024.

Baggrund


• Jane Jakobsen er uddannet socialrådgiver og har i mange år arbejdet som sådan indenfor familie- og beskæftigelsesområdet, før hun blev ansat som borgerrådgiver i august 2022.